Når Heimtextil i Frankfurt slår dørene op den 8.-11. januar 2019, vil messen have undergået flere forandringer. Halstrukturen er forbedret, udstillerne har fået mere plads, gådistancerne er forkortet, og en ny hal er åbnet.
Fra dekorations- og møbeltekstiler til tekstiler til bade- og soveværelset. På den tyske messe Heimtextil kan man opleve alt, hvad hjertet begærer inden for tekstiler til hjemmet. Når messen løber af stablen i 2019 fra den 8. til den 11. januar kan både de besøgende og udstillerne se frem til flere nye tiltag.
Heimtextil har gennem dialog med udstillerne og de besøgende gentænkt konceptet og vil til den kommende messe blandt andet byde på en forbedret halstruktur, kortere distancer af gå for de besøgende samt en helt ny hal.
Deltagerne på messen kan blandt andet se frem til:
- En ny halstruktur med en helt ny Hal 12. Hal 6 vil være lukket denne gang på grund af renovering.
- Et komplet redesignet trendområde i Hal 3.0 vil give de besøgende indblik i megatrends for den kommende sæson.
- En fortsat udvikling af området for kontraktmarkedet i Hal 4.2, hvor der blandt andet vil blive sat yderligere fokus på tekstiler til hotellernes soveafdelinger.
- Et spændende foredragsprogram, ’Design Dialogue’, i Hal 4.2, hvor de besøgende kan få indsigt i designtrends med fokus på tekstiler til hjemmet.
Heimtextil finder sted i Frankfurt am Main, og det forventes, at flere end 70.000 vil besøge messen. Læs mere om messen her.