Fra den 7. – 11. september byder den franske messe Maison & Objet velkommen til besøgende og udstillere fra hele verden. Læs med, når Line Wiinholt, messeagent hos Promosalons Danmark, svarer på spørgsmål om den kommende messe.

 

Hvilke nye tiltag præsenterer I på den kommende messe?

Som mødested for alle branchens aktører bestræber Maison & Oobjet sig på hele tiden at gøre oplevelsen og udbyttet bedre. Til september 2018 overrasker messen derfor med en total nytænkning af halopdelingen, idet udstillingsområdet ganske enkelt splittes op i to halvdele svarende til messens navn: Maison (boligindretning) og Objet (køkkenudstyr, gaveartikler, boligtekstiler med mere). Maisonområdet vil byde på fire selektive og inspirerende universer forankret i hver sin tid og sted med overskrifterne: Unique & Eclectic, Today, Forever og Craft. Objet-delen af messen fik allerede som et forsøg ny opdeling i september 2017, og såvel udstillere som besøgende tog virkelig godt imod den mere logiske inddeling. Dette bygger messen nu videre på med en opdeling i syv områder med overskrifterne: Cook & Share, Smart Gift, Fashion Accessories, Kids & Family, Home Accessories, Home Fragrance og Home Linen.

Som altid beder Maison & Objet de bedste eksperter om at fortolke de nye forbrugertendenser og fremhæve et gennemgående tema. Til september 2018 har det internationale trendbureau Nelly Rodi iscenesat inspirationsområdet under temaet ’Virtuous’.

Hvordan er fordelingen mellem ’gengangere’ og nye udstillere, og hvad gør I for at fastholde/tiltrække udstillerne?

For at fastholde og tiltrække udstillere forsøger vi at leve op til udstillernes forventninger med hensyn til serviceniveau og kvaliteten af de besøgende. Derfor lytter vi altid til udstillerne og deres behov, samtidig med at vi har fokus på specifikke lande/zoner for at tiltrække de mest kvalificerede indkøbere.

Hvem er de typiske besøgende på jeres messe, og hvad efterspørger de besøgende på messen?

Maison & Objet er toneangivende for såvel franske som internationale detailindkøbere, herunder butikker, concept stores, stormagasiner og e-handelsvirksomheder. Men messen bliver generelt besøgt at to forskellige indkøbergrupper: butikker og indretningsarkitekter. Deres tid er kostbar – de bruger i gennemsnit 1,5 dag på messen – og de har brug for hurtigt at kunne finde det, de søger. Butiksindkøberne sætter pris på messens brede udbud, men har brug for en opdeling efter produkttype og prissegment. Indretningsarkitekterne kigger derimod efter hele løsninger, der passer til deres projekter, og de har derfor brug for en mere livsstils- eller trendbaseret opdeling. Den nye indretning af messen gør det nemt for alle parter at få overblik, hvilket gør messebesøget mere effektivt.

Hvordan skiller jeres messe sig ud fra andre messer?

Maison & Objet i Paris dækker mange brancher på tværs af forskellige industrigrene og giver et overordnet snapshot af hele markedet to gange om året. Messen er netop interessant, fordi den på én gang er global og knivskarpt kurateret. Vores temaopdelte konference- og workshopprogram er meget attraktivt for de besøgende og udstillerne. Endelig bliver messen afholdt i Paris, som i sig selv er et spændende rejsemål.


FAKTA
  • Hvornår afholdes messen? 7.-11. september 2018
  • Hvor afholdes messen? Paris Nord Villepinte
  • Antal udstillere seneste sommermesse: 3.129
  • Antal besøgende seneste sommermesse: Omkring 90.000