I et forsøg på at bekæmpe danskernes høje forbrug af kopier er branchen gået sammen om kampagnen ‘Støt Originalt Dansk Design’.

“I en verden fyldt med fake er det nemt – bevidst eller ubevidst – at komme til at købe en designkopi. Vores mission er at vise dig værdien af originalt dansk design. For den danske designbranches skyld. Men faktisk også for din egen.”

Sådan lyder målsætningen bag en ny kampagne, der skal komme kopivarer til livs inden for design- og møbelbranchen.

“Vi har en lang tradition for godt håndværk i Danmark. Danske designermøbler produceres efter meget høje standarder, og de danske designvirksomheder arbejder målrettet på at gøre produktionen mere bæredygtig. Sådan skal det gerne blive ved med at være. Desværre er den danske designbranche hårdt ramt af kopiering. Teknologien gør det muligt hurtigt og billigt at producere fake designermøbler, og selvom ingen har lyst til at føle sig fake, falder mange i,” lyder det i kampagnen, der bakkes op af en række kedelige tal.

Hele 19 procent af danskerne har nemlig kopier af dansk design i deres hjem, mens 8 procent af danskerne har købt kopier af dansk design indenfor de seneste 5 år. Tilsvarende svarer 19 procent af danskerne forventer at købe kopier af dansk design indenfor de næste to år. Det viser en undersøgelse inkluderet i den nye kampagne, der er lanceret af RettighedsAlliancen med støtte fra Dreyers Fond, Træets Uddannelses- og Udviklingsfond, Kulturministeriet, UBVA (Akademikerne) og Træ- og Møbelindustrien.

Konsekvenserne af de mange kopivarer bliver på sigt, at designbranchen må nedjustere produktionen og samtidig også må nedprioritere at satse på nye designere og produkter. Dermed risikerer danske designerne at miste deres job – en udvikling der tilsvarnede vil føre til, at vi mister morgendagens danske designere og dermed forudsætningerne for, at dansk designarv kan føres videre.

Derudover fremhæves det i kampagnen, at designkopier kan være decideret sundhedsskadelige, da man som forbruger ikke kan vide sig sikker på, at kopivareproducenter overholder dansk lovgivnings sikkerheds- og miljømæssige krav om robusthed og kemi.

Derfor har man nu søsat den nye kampagne i forsøget på at oplyse og dermed beskytte danske designvirksomheders rettigheder og skabe bedre vilkår for dansk design.

“Vi bekæmper ulovligt salg og markedsføring af designkopier på vegne af vores medlemmer, og gennem oplysning gør vi forbrugerne opmærksomme på de konsekvenser, det har, når man vælger at købe kopiprodukter,” lyder det ifølge kampagnen, der også har til formål at forbedre vilkårene for at anlægge retssager om kopiering af design.

RettighedsAlliancen repræsenterer over 100.000 danske rettighedshavere på tværs af kreative brancher, herunder design-, film-, litteratur-, musik- og mediebranchen.

Du kan læse mere om kampagnen og RettighedsAlliancens arbejde med designområdet her.

Foto: Fredericia Furniture