Det er ikke kun på gulvet i stuerne eller over spisebordet i køkkenet, at de klassiske designikoner har sin plads. Siden 2016 har det også været muligt at have både Koglen, Svanen og Myren hængende på væggen i en kreativ og nyfortolket udgave.


Artiklen er bragt i 365DESIGNs Formland messetillæg – Formland Autumn 2020


 

”Brainchild tager ordene helt bogstaveligt og følger designklassikerne tilbage til originalen – til de ord, der inspirerede formgivningen.”

Sådan beskriver plakatvirksomheden Brainchild sin grundidé på sin hjemmeside. Manden bag virksomheden er 28-årige Martin Brix Midtgaard, der med en baggrund som både skiltetekniker og medie­grafiker stiftede Brainchild tilbage i 2016.

”I foråret 2016 sad jeg en dag og legede med de klassiske designikoner i Photoshop. Jeg syntes selv, at det var en sjov idé at gå helt ned ad abstraktionsstigen og tolke på de klassiske design, så jeg postede de grafiske, meget bogstavelige tegninger på min Instagramprofil,” forklarer Martin Brix Midtgaard.

”Der gik et par måneder, hvor der egentlig ikke var mere i det end godt tidsfordriv, men lige pludseligt begyndte jeg at få kommentarer på mine opslag på Instagram – nogle syntes, det var sjovt, mens andre spurgte, om det var noget, de kunne købe,” fortsætter han.

Der gik kun seks måneder fra de grafiske Instagram-posts, til virksomheden blev stiftet og gik i luften med egen webshop.

”I begyndelsen fortolkede jeg Ægget, Koglen, Svanen, Bamsen og Myren på grafiske plakater, som jeg solgte gennem min webshop, der blev lanceret i oktober 2016. Sidenhen har jeg også fået mine plakater ind hos flere forhandlere. I dag forhandles mine produkter i 38 fysiske butikker og webshops,” fortæller Martin Brix Midtgaard.

 

Udvidet produktportefølje

Siden 2016 er der kommet flere nyfortolkninger til i produktsortimentet. Både Arne Jacobsens Dråben, Verner Pantons Flowerpot og Poul Henningsens Vintergæk er kommet under Martin Brix Midtgaard grafiske lup og er udgivet som plakater i et væld af størrelser og farver. Den grafiske designer har desuden også begivet sig ud i at designe træfigurer af motiverne. På nuværende tidspunkt er det kun Ægget, der findes som træfigur, men på Formland Autumn 2020 præsenteres endnu en træfigur – og der er flere nyheder i vente.

”På den kommende Formland-messe vil jeg udstille med en helt ny træfigur af Svanen og med nye farvekombinationer af de klassiske plakatmotiver,” afslører Martin Brix Midtgaard, der herudover også kan fortælle, at han lancerer en glasfigur af Dråben i 2021.

 

Flere markeder i sigte

”Brainchild er stadigvæk en relativt ny virksomhed, der fortsæt er i vækst,” siger Martin Brix Midtgaard og fortæller, at ambitionen naturligvis er at fortsætte den positive udvikling. Vejen til endnu større succes er at vinde indpas på nye markeder, mener mediegrafikeren.

”Det er gået rigtig godt indtil videre i 2020 og også langt over forventning. Jeg har planer om at udvide min forretning til det norske og svenske marked i løbet af efteråret 2020, hvor jeg allerede har fået en salgsagent på hvert marked. Til B2C-salget skal jeg have lavet en webshop på de pågældende sprog, så jeg selv kan sælge direkte til markederne,” forklarer Martin Brix Midtgaard, der ser frem til at arbejde med udvidelsen, når Formland Autumn 2020 er veloverstået.

 

Foto: Brainchild