Virksomhederne skal til at indberette og betale for deres emballageforbrug. Betalingen for emballagehåndtering træder først i kraft i 2025, men fra 2024 begynder indberetningen.
EU har indført ‘udvidet producentansvar’, der omhandler emballagehåndtering. Formålet er at få virksomhederne til at reducere brugen af materialer og designe mere genanvendelig emballage. Ifølge Miljøministeriet skal omkring 41.000 danske virksomheder til at betale for affaldsbehandling af deres emballage.
“Det giver god mening, at den virksomhed der har producentansvar for emballage, allerede nu skaber sig et overblik over, hvilke typer og mængder af emballage de bringer på markedet. Især for virksomheder med e-handel, hvor der er ekstra transportemballage, er det vigtigt at følge med i de nye regler og bekendtgørelser, som forventes at blive færdige i år,” forklarer Andreas Hastrup Clemmensen, der er chefkonsulent hos Dansk Erhverv.
Fra 2025 vil danske virksomheder altså være ansvarlige for betalingen af deres egen emballagehåndtering, men allerede fra 2024 vil virksomhederne være forpligtede til at registrere og indberette deres emballageforbrug.
Danmark følger trop
I de fleste EU-lande er det allerede et krav for virksomheder at indberette deres emballageforbrug. Danske virksomheder, der sælger til eksempelvis Tyskland, har formodentlig allerede oplevet dette. EU-reglerne om producentansvar for emballage trådte nemlig allerede i kraft den 1. januar 2023 i langt de fleste medlemslande.
For de danske virksomhederne er følgende datoer og regler vigtige at bemærke:
- En producent eller importør, der markedsfører emballage, skal registreres senest den 31. marts 2024.
- En producent eller importør, der udelukkende markedsfører genbrugsemballage, skal først registreres fra den 1. januar 2025.
- En producent eller importør, der påbegynder markedsføring af emballage efter 31. marts 2024, skal registrere sig senest 14 dage før markedsføringen påbegyndes.
Dette betyder, at alle danske virksomheder, der bringer emballage på markedet, enten som importører eller påfyldere, skal betale for håndteringen af det emballageaffald, de genererer.
“Ordet ‘producent’ skal i denne sammenhæng forstås som enhver virksomhed, der pakker sine varer i en eller anden form for emballage, uanset om det er papkasser, plastbeholdere eller noget helt tredje. Det gør mange e-handlere jo. Ligeledes betyder ‘markedsfører’ i denne sammenhæng ikke en salgsindsats, men at emballagen kommer ud i samfundet,” fortæller Henrik Theil, der er chefkonsulent hos Dansk Erhverv.
Foto: Unsplash