Lørdag den 1. december slog Paustian dørene op for sin nyeste butik i Københavns ’Design District’. Butikken skal styrke Paustians markedsposition og tiltrække udenlandske designinteresserede.

Paustians nye designunivers ’In the making’ slog dørene op den 1. december på en strategisk placering blandt en lang række andre designbutikker, som Fritz Hansen, Illums Bolighus, Hay House, Stilleben, Gubi og Fredericia Furniture. Området ved Strøget omtales som Københavns nye ‘Design District’.

”Med butikken i Niels Hemmingsens Gade 24 bliver Paustian igen centralt placeret på designscenen i København. Gennemgående for Paustians virke har været det internationale udsyn og blikket for toneangivende udenlandske designere, og også i den nye Paustian-butik vil dette være et centralt element, som en bærende del af Paustians dna,” udtaler Frantz Longhi, adm. direktør og medejer af Paustian, i en pressemeddelelse.

 

Butik skal fremtidssikre Paustians position

Åbningen af Paustians nye butik er ifølge Frantz Longhi: ”et markant led i en ‘opgradering’,” der skal være med til at fremtidssikre Paustians position i design- og møbelbranchen samt tiltrække udenlandske designinteresserede.

Butikslokalerne, som tæller 1.300 kvadratmeter, har oprindeligt været en bank. Fra den gamle bankbygning har Paustian blandet andet valgt at bibeholde bankboksene i kælderen, originale søjler, marmorvægge og træpaneler.

Udover møbler kan forbrugerne købe en drink eller en kop kaffe i butikkens bar.

Paustian blev grundlagt af Ole Paustian på Vesterbrogade i København i 1964 sammen med hustruen Monika. Parret kendte personligt mange internationale designere som Charles & Ray Eames og Alvar Aalto, og Paustian repræsenterer i dag internationale og danske designere og brands.