Den globale, danske designvirksomhed Kvadrat A/S vinder EY Entrepreneur Of The Year i Danmark.

Tekstilvirksomheden Kvadrat A/S, med Anders Byriel og Mette Bendix i spidsen, vandt for få uger siden EY Entrepreneur Of The Year i region Midtjylland. (link) Som vinder i regionerne inviteres man til landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year.

Landskåringen fandt sted torsdag den 28. november 2019 i København, og her kunne den midtjyske designvirksomhed altså også hive sejren med hjem. Kvadrat vandt dermed titlen som den bedste vækstskaber i Danmark.

I alt var seks regionale vindere af konkurrencen med i opløbet om landets bedste vækstvirksomhed. Med titlen følger også en invitation til verdensfinalen, EY World Entrepreneur Of The Year, i juni 2020 i Monaco.

”Titlen som EY Entrepreneur Of The Year i Danmark gives til en virksomhed og dens ejere, der på bedste vis formår at forene en stærk forretningssans med vækstskabelse og udvikling, og hvor entrepreneuren er en rollemodel for den kommende generation. Kvadrat er en utrolig spændende dansk virksomhed med flot global rækkevidde, og som jeg tror vil få stor opmærksomhed i Monaco til EY World Entrepreneur Of The Year i 2020,” siger Lars Fløe Nielsen, der er formand for landsjuryen i EY Entrepreneur Of The Year.

De andre regionale vindere, som var oppe imod Kvadrat i konkurrencen om landstitlen, var Cane-line A/S, Gubra ApS, Mekoprint A/S, Mos Mosh A/S og Netcompany A/S.