En tur på Formland-messen i 2016 endte med at blive et stort vendepunkt for den unge møbeldesigner Esben Jørgensen, der med sit brand EPJ Design drømmer om en fremtid i de anerkendte møbelhuse og det store udland.
Artiklen er bragt i 365DESIGN nr. 2 2018.
Med en passion for design og indretning etablerede møbeldesigner Esben Jørgensen sit brand EPJ Design i 2013. Det startede som et studiejob, hvor den unge designer fremstillede håndlavede møbler i familiens smedeværksted – først til eget forbrug og senere til sin omgangskreds.
Der gik ikke længe før Esben Jørgensen ikke kunne følge med efterspørgslen. Han satte derfor sine mest populære produkter i produktion, og i 2016 kom der for alvor gang i virksomheden, da han deltog på Formland-messen i Herning.
”Det var sjovt, men også lidt nervepirrende at deltage på messen. Jeg fik en masse positiv feedback, som fik min egen interesse til at vokse. Det gjorde også, at jeg turde satse på min møbelproduktion,” fortæller Esben Jørgensen, og fortsætter:
”Jeg var så heldig at rende ind i Bestseller, og to uger efter messen skulle jeg til et møde på deres hovedkontor. Det var ret vildt,” fortæller Esben Jørgensen, der endte med at få tre af sine produkter ind i Bestsellers Selected-butikker.
De store møbelhuse som mål
Esben Jørgensen drømmer om at komme ind i de store møbelhuse, der forhandler de anerkendte danske designklassikere. Derfor har han ansat Mark Huse Pedersen, der fremadrettet skal stå for salget.
”Vores webshop kommer ikke til at styre salget til slutbrugeren – især ikke når vi har så nye produkter. Man skal se og mærke møblerne, og det er derfor vi gerne vil have vores salg til at køre gennem møbelhusene,” forklarer Mark Huse Pedersen, og fortsætter:
”Sideløbende vil vi gerne have salget ind på kontraktmarkedet. Esben har allerede landet en aftale med Bestseller, og det er den vej vi skal fortsætte. Der er et stort potentielt marked, som vi gerne vil ind på.”
Et spisebord uden stole
I 2018 bliver produktporteføljen udvidet med virksomhedens første spisebord, et spejl og en lysestage, som alle er designet af Esben Jørgensen. Hvorvidt der kommer flere produkter fra møbeldesignerens hånd anhænger af, hvornår der kommer en god ide til ham. Han har nemlig ikke travlt.
”Jeg vil ikke designe noget bare for at gøre det. En spisebordsstol designer jeg først, når jeg finder på noget helt genialt – og det er ikke bare noget, man lige gør,” forklarer Esben Jørgensen.
Selvom det ikke haster med at designe nye produkter, så tør den unge designer godt håbe på en fremtid i udlandet i løbet af næste år. Men igen bliver det understreget, at virksomheden ikke har travlt.
”Esben har altid haft en drøm om, at få sit navn anerkendt i den danske designbranche – så vi har ikke travlt med at komme til udlandet. Der skal være tanke bag før vi gør det,” konkluderer Mark Huse Pedersen.
Fotos: EPJ Design