Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det danske bruttonationalprodukt er steget med over 2 procent i 2017. Konklusionen er klar: Det går godt for den danske økonomi. 

Den samlede vækst i bruttonationalprodukt (BNP) for 2017 landede på 2,1 procent. Væksten i 2017 holdes i særdeleshed oppe af eksporten, som er påvirket af en større enkeltstående betaling fra udlandet i første kvartal af året. Det skriver Danmarks Statistik.

”Det er første gang i elleve år, at væksten i dansk økonomi er kommet op over to procent. Vi skal altså kigge helt tilbage til før krisen for at finde så høj vækst,” skriver direktør hos Dansk Industri, Kent Damsgaard.

Forbrug bidrager til vækst i fjerde kvartal
Bilsalg har bidraget til fremgang i privatforbruget på 1,3 procent i løbet af fjerde kvartal. Samtidig er det offentlige forbrug i samme periode steget med 1,0 procent.

Der er også vækst at spore, efter tilbagegang i tredje kvartal, i udenrigshandlen, hvor importen er steget med 2,5 procent og eksporten er steget med 1,3 procent.

Eksportindtægter har stor effekt på BNP
I første kvartal af 2017 blev der foretaget en større enkeltstående betaling fra udlandet for brug af danskejet patent. Betalingen har styrket og løftet den danske produktion og eksport og samtidig sat positive spor på det danske BNP. Væksten i bruttonationalproduktet for året 2017 ville uden nævnte betaling være 0,4 procentpoint lavere end den faktiske vækst.

Der er samtidig også positive prognoser, hvad angår beskæftigelsen, som har oplevet fremgang sidste år:

“Samlet voksede beskæftigelsen i det forgangne år med 46.000 personer. Dermed er der ikke noget i dagens tal, som indikerer, at luften skulle være ved at gå ud af opsvinget, og vi er ved at løbe tør for arbejdskraft,” udtaler cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted.

Dansk Industri vurderer, at Danmark har udsigt til en vækst på omkring 2 procent i 2018, og nogenlunde det samme næste år, som vurderet i DI’s prognose udgivet for en uge siden.


Kilder:
Dansk Industri
Danmarks Statistik