Belysnings- og designbrandet Nuura er én af de virksomheder, der netop har modtaget Børsen Gazelle 2023. 365DESIGN har talt med CEO og medstifter Nadia Lassen for at spørge til, hvad det betyder at være blandt landets hurtigst voksende virksomheder.
Nadia Lassen har prøvet det før. At modtage en Gazelle. Faktisk har hun stået som modtager af flere Gazellepriser, da hun stod i spidsen for by Lassen (i dag Audo Copenhagen), som hun grundlagde med sin onkel Søren Lassen i 2008.
Alligevel var det et ganske særligt øjeblik, da Nadia Lassen modtog beskeden om, at endnu en Gazelle var sprunget hendes vej. Det årlige hædersbevis var nemlig adresseret design- og belysningsvirksomheden Nuura, der har Nadia Lassen som CEO og medstifter.
“Hos Nuura er vi virkelig glade og stolte over denne pris. Det er vores første Gazelle. Vi er en ung virksomhed, der blev lanceret i 2018, så at modtage prisen er noget helt særligt. I al beskedenhed synes jeg, det er rigtig flot,” forklarer Nadia Lassen overfor 365DESIGN og uddyber:
“Denne kåring har faktisk været en bevidst målsætning for os. Jeg har tidligere modtaget Gazellepriser i min forrige virksomhed, og derfor var det også noget af det første, jeg sagde, da vi startede Nuura. Jeg sagde: ’Bare vent – vi skal have en Gazelle!’. Netop fordi det er en kæmpe anerkendelse og et skulderklap. Prisen indikerer, at man har gjort det godt og er på vej i den rigtige retning. Det er en kæmpe blåstempling af Nuura,” lyder det.
Ønsket om at gøre en forskel
Nuura blev stiftet i 2017 og lanceret året efter. Ifølge Nadia Lassen var ambitionerne store fra starten, da ønsket var at skabe et belysningsbrand, der skilte sig ud fra resten af branchen.
“Da vi stiftede Nuura, var det med store og klare forventninger til, hvad vi ville og kunne. Vores ambition var at sætte et tydeligt aftryk på branchen og gøre en forskel. Vi syntes, at der manglede et belysningsbrand, der tænkte anderledes, der var friskt i sit udtryk, og som kunne noget nyt. Vi ville gerne lave noget, der var nordisk funderet, men som havde internationalt appel,” fortæller Nadia Lassen.
Resultatet blev Nuura, og det kreative udgangspunkt blev forsøget på at genopfinde den klassiske lysekrone, som vi kender den, i bestræbelserne på at skabe noget, der skilte sig ud på markedet. Samtidig blev produktionen flankeret af ønsket om også at være et videnshus inden for belysning.
“Vi havde klare ambitioner om at være dét brand, man kunne gå til, hvis man ønskede information og viden om det gode lys. Det stiller selvfølgelig store krav til os, da lys er meget mere teknisk og videnstungt end mange andre aspekter af designbranchen. Men vi var fast besluttede på, at vi ikke kun ville være en lampeproducent, men også en formidler, når det kom til sund belysning,” forklarer Nadia Lassen.
Plads til flere
Den visionære tilgang til belysningsbranchen skulle hurtigt belønne sig for Nuura. Nadia Lassen fortæller, at virksomheden ikke var sen til at mærke en stor forbrugerinteresse – særligt fra udlandet, der i dag er Nuuras største marked målt på totalomsætning. Samtidig fulgte også en række designpriser fra både ind- og udland, der alle var med til at bekræfte, at Nuura var på den helt rette vej.
I disse dage er det dog ikke en designpris, men en vækstpris, som har fundet vej til pokalhylden hos Nuura, der til daglig har hjemme på Frederiksgade i København. Og fortsætter succesen som hidtil, så kan man godt forvente, at den lille gazelle får en makker til næste år.
“Den har fået en helt særlig plads på hylden, og forhåbentlig kommer den ikke til at stå alene. Målet er at få en hel dyrepark,” griner Nadia Lassen.
Fotos. Nuura