Siden den historiske butik åbnede i 1953, har morgendagens fødselar været en beundret foregangskvinde i den danske interiørbranche.

I 1953 blev den københavnske interiørbutik H. Skjalm P. grundlagt af det visionære ægtepar Hagbarth Skjalm Petersen og hans kone Lisbeth Westergaard. Siden har butikken, der efter 71 år fortsat er at finde på Nikolaj Plads i hjertet af København, udviklet sig til en historisk perle i den danske interiørbranche, og i morgen – fredag den 25. oktober – kan Lisbeth Westergaard fejrer 100 år.

Sammen udviklede ægteparret butikken til at vise vejen for den danske interiørbranche, og da virksomheden i de tidlige 80’ere begyndte at importere en række designvarer fra Storbritannien, slog man for alvor sin position fast som en fremtrædende designforhandler, der med fingeren på pulsen lancerede nye kollektioner hvert halve år.

Lisbeth Westergaard kan fredag fejre 100 år.

Da Hagbarth Skjalm Petersen døde i 1995, drev Lisbeth Westergaard butikken videre og sørgede for, at H. Skjalm P. etablerede sig som en af de førende danske aktører inden for boligtekstiler, kunsthåndværk og køkkenredskaber.

Denne bedrift har blandt andet været med til at stadfæste Lisbeth Westergaard som en beundret og afholdt figur i den danske interiørverden og som en kvinde, der i den grad har sat sit præg på dansk design og forretning. I takt med virksomhedens vækst har Lisbeth Westergaard formået at tilpasse sig de skiftende tider, og med den nye tilføjelse af 450 kvadratmeter butikslokaler, er H. Skjalm P. nu blevet en treetagers destination for designelskere. Butikken huser desuden caféen Café NP11.

Fredag fylder hun 100 år og betragtes i dag som Danmarks ældste virksomhedsejer. Trods sin flotte alder er hun fortsat aktivt engageret i både store og små beslutninger i tæt samarbejde med CEO i H. Skjalm P., Rachid Moula.

Billeder: H. Skjalm P.