Som led i en målrettet brandstrategi, er Bettina William Pedersen blevet ansat som Ilvas første Head of Brand for sikre øget vækst og udvikling hos møbelkæden.
Hos møbel- og boligindretningshuset Ilva har man et målrettet fokus på vækst og brandudvikling. Derfor har man ansat Bettina William Pedersen som virksomhedens nye head of brand med tiltrædelse fra oktober.
Der er tale om en nyoprettet stilling, hvor Bettina William Pedersen skal være med til at sikre, at Ilvas brand udvikles, og at fortællingen om Ilva strømlines på tværs af kanaler.
På trods af at Ilva kan bryste sig af en kendskabsgrad i det danske marked på omkring 80 procent, fortæller Ilvas salgs- og marketingdirektør René Fleming, at det er krævende at fastholde kundernes interesse i et hastigt voksende marked.
“Jeg ser det som en naturlig og nødvendig udvikling, at vi satser endnu mere på at få Ilvas brand til at stå stærkt hos forbrugerne, og jeg har store forventninger til, at Bettina William Pedersen i den nye rolle som head of brand kan samle alle trådene og styrke det brandopbyggende arbejde, som vi allerede foretager os i Ilva,” siger René Fleming.
Bettina William Pedersen tiltræder stillingen med mere end 10 års erfaring fra bolig- og livsstilsbranchen. Hun har tidligere arbejdet som redaktør hos pej gruppen og som marketing manager hos Society of Lifestyle. Selv er hun meget begejstret over at skulle stå i spidsen for positioneringen af Ilva, der står som et af de mest kendte møbelbrands i Norden.
“Det er en stor ære for mig at få ansvaret for så stort og velkendt et brand. Sammen med mine kollegaer ser jeg frem til at udvikle fremtidens brandstrategi, der skal understøtte strategien og ekspansionen i det danske og svenske marked. Jeg kan mærke, at der er stor opbakning til den investering, der skal binde image, vision og kultur sammen. Det motiverer mig i høj grad, og giver mig samtidig troen på, at vi kan nå helt nye højder,” fortæller Bettina William Pedersen.
Ilva har i løbet de seneste år præsteret at vækste og med mere end 44 butikker i Danmark og Sverige, er det danske bolighus fra 1961 vokset både fysisk og digitalt. I øjeblikket arbejder Ilva ud fra en bevidst målsætning om at ekspandere den danske møbelkæde på det svenske marked.
Foto: Ilva