I 1999 bød en ambitiøs Jørgen Bebe Staal de første kunder velkommen, da han slog dørene op for sin debutbutik i Aarhus. Jørgen Bebe Staals ambitionsbarometer er ikke dalet siden, da han i dag kan kalde sig stifter og COO af en mellemstor butikskæde samt fejre 20 års jubilæum.
Med et ønske om at øge danskernes søvnkvalitet ved hjælp af faglig rådgivning og et bredt udvalg af premium senge åbnede den første Sengespecialist-butik i 1999. Selvom det i år nu er 20 år siden, så er det de selvsamme dyder, Sengespecialisten værner om i dag.
Debutbutikken var placeret i Aarhus. Manden der bød de første kunder velkommen i butikken, var Jørgen Bebe Staal.
”Det er slet ikke til at forstå, at der nu er gået 20 år, siden jeg åbnede den første butik. Jeg synes ikke, det er længe siden, at jeg knoklede rundt, op og ned ad trapper hver aften for at levere senge til vores kunder efter butikkens lukketid. Det har været sjovt, hårdt, udfordrende og spændende hele vejen igennem, og jeg er stolt over, at vi i dag står med en landsdækkende kæde med indtil videre 26 butikker. Jeg er også stolt og ydmyg over, at Jysk fattede interesse for kæden for snart fem år siden, hvilket har bidraget til at Sengespecialisten har kunnet vokse sig stor og stærk,” fortæller Jørgen Bebe Staal, der udover at være stifter også er COO hos Sengespecialisten.