Grundet en strategisk beslutning om at samle sine europæiske aktiviteter rykkes den fynske møbelvirksomhed til Jylland. Det betyder samtidig en afsked med både leder og team.

Den danske møbel- og designproducent Ro Collection flytter nu sit hovedkontor fra Faldsled på Fyn til Papirfabrikken i Silkeborg. Sidstnævnte adresse er nemlig det europæiske hovedsæde for Design Collection Denmark, der ejer Ro Collection.

Beslutningen sker som led i en centralisering og ud fra en strategisk beslutning om at samle alle Design Collection Denmarks europæiske aktiviteter under samme tag.

”Det handler om at tage noget kompleksitet ud af forretningen, samt samle udvikling og specialistviden i teamet, som pt. sidder i hver sin ende af landet,” udtaler direktør i Design Collection Denmark, Michael Østergaard og tilføjer:

”Vi har i forvejen en lidt kompleks forretningsmodel i Design Collection Denmark, som udover vores europæiske aktiviteter også tæller kontorer i Singapore og Australien. Derfor er der brug for at samle den europæiske del af forretningen under ét tag, og det betyder desværre, at vi er nødsaget til at flytte Ro Collection aktiviteterne til Silkeborg i løbet af 2024.”

Flytningen betyder, at man samtidig må sige farvel til det team, som hidtil har drevet Ro Collection fra Faldsled på Fyn. Et team der – grundet en stærk forankring i det sydfynske – som udgangspunkt ikke ønsker at flytte med møbel- og interiørbrandet til Silkeborg.

I spidsen for Ro Collection står pt. Christian Lauesen, som har været Brand Director de seneste otte år, og før det var med på sidelinjen da hans tidligere kollegaer i Georg Jensen, Ole Kiel og Rebecca Uth, stiftede Ro Collection i 2013.

”Jeg er naturligvis ærgerlig over, at vi ikke kan fortsætte Ro Collection fra det sydfynske. Michael og jeg har de seneste måneder drøftet forskellige strategier og scenarier for Ro Collection, der bl.a. skal gøre op med den kompleksitet, som vi er endt med at have med produktudvikling, værksted og salgskontor på tre forskellige adresser,” siger Christian Lauesen og uddyber:

”Det har været otte spændende og udfordrende år, hvor jeg har lært en masse om hele værdikæden i en design- og møbelvirksomhed, og vi har skabt et stærkt brand og et engageret team med stor viden, så det bliver en større opgave at overdrage til andre i virksomheden,” udtaler Christian Lauesen, der vil fungere som Brand Director for Ro Collection indtil 1. maj.

”Ro Collection står stærkt takket være Christian og teamets forretningssans og
engagement, og vi har et stort ønske om, at fortsætte den rejse, som de har igangsat, da vi har stor respekt og beundring for det arbejde, som de har gjort,” afslutter Michael Østergaard.

Foto: Ro Collection