For mange danske brands med godt fodfæste på det danske marked er det et naturligt skridt at åbne showroom i udlandet for at etablere sig internationalt. Her får du et kig ind i to nye danske showrooms i henholdsvis London og Chicago. 

Norr11 slår dørene op i London

Den danske designvirksomhed har netop åbnet showroom i London under Clerkenwell Design Week. Åbningen af showroomet blev kombineret med lanceringen af virksomhedens iøjefaldende Jagger-sofa samt udendørskollektionerne Studio og Hippo.

London-lokationen er det første internationale showroom for Norr11. Det er beliggende i det pulserende Clerkenwell i Østlondon.

Foto: Norr11
Kvadrat åbner i Chicago

Tekstilvirksomheden fra Ebeltoft har netop kunnet fejre 1-års jubilæum for deres showroomåbning i New York. Nu åbner Kvadrat endnu et showroom på det amerikanske marked. Denne gang er det i storbyen Chicago. Dette er det fjerde amerikanske showroom med virksomhedens logo på døren. De andre findes i New York, Los Angeles og Grand Rapids i Michigan og er en del af ‘Kvadrat goes American’-rejsen, som blev søsat i 2021.

Foto: Kvadrat