I efteråret sidste år åbnede Alton&heim sin første butik i Aarhus. Nu er det nye danske brand klar til at slå dørene op for en flagskibsbutik i hovedstaden.

I slut september 2018 åbnede Alton&heim sin første butik i den jyske hovedstad Aarhus. Torsdag den 28. februar 2019 knap fem måneder siden åbningen i Aarhus indviede Alton&heim sin første flagskibsbutik i København. Den nordisk designinspirerede virksomhed slår sig ned på Kronprinsessegade 7, København.

Alton&heim, der designer møbler, som ikke hører under ’her-og-nu-trenden’, fastslår, at kunderne ikke vil komme til at opleve udsalg i hverken Aarhus- eller København-butikken.

”Det er et mærkværdigt paradigme i interiørbranchen, at smukke designprodukter skal være dyre og utilgængelige for de fleste forbrugere. Hos Alton&heim kan vi sælge vores designprodukter, der er lokal produceret, til priser, som vil overraske de fleste,” fortæller stifter Henrik Althoehn i en pressemeddelelse og uddyber:

”Vi har prissat vores produkter uden mulighed for at give rabat. Vi ønsker ikke lave priser, som er kunstigt skruet i vejret for at kunne lokke kunden i butikken med 30-50 procent rabatter. Købet af et langvarigt forbrugsgode skal ikke give kunden usikkerhed på noget så vigtigt som prisen. Den rigtige pris er som regel altid den, som kunden ender med at betale. Vi har valgt at sige, at sådan skal være hele året.”