Fra højtalere, sækkestole og hængekøjer til loungestole, barstole og tre nye borde. Sackit lancerer nu flere nye typer af møbler, som var ved at slå direktøren ihjel, men endte med at blive “spitzenklasse.”

Det danske brand Sackit har lanceret en ny møbelkollektion under navnet ’Sackit Nordic’. Den nye møbelserie indeholder loungestole, barstole, sofa-, side- og bakkeborde, og dermed bevæger Sackit sig ind på et helt nyt marked i forhold til, hvad virksomheden tidligere har designet.

Møbelserien har været undervejs i tre år, hvor Sackit har afprøvet en lang række fabrikker og produktionsmetoder. Det viste sig nemlig, at møblerne næsten var umulige at få produceret, hvilket var ved at få Sackit til at opgive hele projektet.

”Det har virkelig været et mareridt at få alle de ting til at gå op. Især loungestolen var lige ved at slå mig ihjel. Det er en treårig baby, der gav en meget hård fødsel. Vi har været fuldstændig kompromisløse i forhold til vores design, men det lykkedes, og nu kan vi lancere en møbelserie, der er virkelig godt håndværk og i spitzenklasse,” fortæller CEO Kristoffer Glerup i en pressemeddelelse.

Læs også: Fremgang hos danske Sackit

Nordic-serien bliver ikke produceret på samme sted, men i stedet hos en række forskellige specialiserede producenter. Mens trædelene bliver produceret ét sted, så bliver syningerne og polstringen fremstillet hos to andre producenter.

Mød designerne bag møbelserien
Det er designerne Steffensen & Würtz, der sammen med Sackit står bag den nye møbelkollektion. De to designere har været gennem en anderledes proces i forhold til, hvad de er vant til, men de er glade for resultatet.

”Det her projekt er fuldstændigt kompromisløst, men vi er utroligt stolte af kvaliteten og bearbejdningen. Det er en helt vildt god detaljeringsgrad, der har kunne lade sig gøre,” udtaler designer Pia Würtz Mogensen i pressemeddelelsen.

Møblerne er udformet i massivt egetræ og bøg samt tekstil fra danske Kvadrat og skind fra Sørensen Læder. Møbelserien er velegnet til loungemiljøer – både i private hjem og hos virksomheder.

”Møblerne er dynamiske og ændrer udtryk, når du ser dem fra forskellige vinkler. Derfor kan du lave miljøer, hvor møblerne giver et spændende flow til rummet. De er præsentable og fungerer også rigtig godt, når der ikke sidder mennesker i dem,” forklarer designer Thomas Steffensen i pressemeddelelsen.


Sackit blev stiftet i 2012 af Kristoffer Glerup. Virksomheden har hovedsæde og showroom i Aalborg, hvor der er ansat cirka 15 medarbejdere. Sackits produkter bliver forhandlet i 21 lande.