Brands & produkter
Sæsonens bestseller
Hvad bliver de mest populære produkter denne sæson? 365DESIGN har spurgt et udvalg af danske brands om, hvilket produkt, de tror, vil blive deres mest efterspurgte.
Skrevet af Katrine Rosgaard Klemmensen
Anne BrontonRelief-vægkunstværker
Relief er en ny kollektion bestående af forskellige flettede vægkunstværker skabt af designer Anne Bronton, der udvikler alle sine design med inspiration fra naturen i sit lille værksted i Vestjylland. Alle værkerne i Relief-kollektionen er dannet af natur- eller indfarvet papirgarn i en ramme af enten egetræ eller malet fyr med sløjfesamlinger. Ifølge Anne Bronton gør kombinationen af det farvede papirgarn og de nye flettemetoder Relief unik i sit udtryk og formsprog. Værkerne i kollektionen vægter samspillet mellem kvalitet, funktionalitet og æstetik højt, og derfor håber Anne Bronton på, at Relief-værkerne vil leve videre i flere generationer.
TaishōMorgenborde-plakater
En af Taishōs bestseller-serier er brandets plakater med morgenborde. Serien består af fire plakater med forskellige morgenmadssituationer som motiv. Morgenbordene er affotograferede malerier, hvor hvert et penselstrøg kan fornemmes, og det analoge udtryk giver en følelse af, at der er blevet taget sig god tid. De fire plakater repræsenterer forskellige genkendelige situationer, som mange kan se sig selv i. Ifølge Taishō giver det en følelse af, at ‘denne plakat er lavet lige netop til mig’. Serien udvides snart med flere plakater.
Columbine-Present TimeRoyal-møbelserie
En af de mest populære møbelserier hos Columbine-Present Time er Royal-serien fra det hollandske brand Leitmotiv. Serien, der består af stole og sofaer i otte forskellige farver, taler med det bløde velourpolster ind i den luksuriøse hoteltrend, som har været aktuel gennem de seneste år. Udover det moderne look tilbyder Royal-serien også god siddekomfort. I SS 21-kollekionen udvides serien med fire nye farver: taupe, beige, kongeblå og brun, foruden de eksisterende farver: sort, gul, rosa og grøn.
Spring CopenhagenDiplo-æske
Spring Copenhagens bud på sæsonens bestseller er æsken Diplo designet af Baki Katsinis. Diplos design udfordrer den fastlåste form, der normalt kendetegner en æske. Diplo er todelt med en skrå skæring, hvilket gør den klassiske brugsgenstand dynamisk. De to dele kan bruges individuelt og uafhængigt af hinanden, for eksempel som en bakke til hverdagens løse genstande som briller og nøgler. Diplo kommer i to farver, der kan kombineres på kryds og tværs.