Ud fra grundprincippet ‘less is more’ skaber det nye, danske designbrand Ania Design Studio produkter med nordisk stil. 365DESIGN har snakket med den kreative direktør, Anja Skov, om brandet og den kommende deltagelse på Formland.
Som optakt til Danmarks største interiør– og designmesse Formland sætter 365DESIGN tre spritnye og interessante udstillende brands i fokus.
Denne gang kan du læse om designbrandet Ania Design Studio. Bag brandet står ejer og kreativ direktør Anja Skov, som har arbejdet som Art Director i kommunikationsbranchen i 12 år og er tidligere medstifter og ejer af børneinteriørbrandet Liewood.
Hvor lang tid har brandet eksisteret, og hvordan er det startet?
Jeg startede Ania Design Studio i foråret 2017. Ideen bag virksomheden er at forene min store passion for design, arkitektur og interiør med min baggrund som grafisk designer.
Jeg har altid elsket skabelsesprocessen – fra ide til færdigt design – og særligt med udgangspunkt i det gode håndværk og med fokus på detaljer og materialer. Det gav derfor god mening at starte et designstudie, hvor der er plads til at lege med materialer, æstetik og funktionalitet.
Hvad kendetegner brandets design?
Ania Design Studio arbejder ud fra en stram grafisk komposition med inspiration fra den nordiske simplicitet. Alle produkter udspringer af fascinationen af minimalisme, simple former og naturlige farver, der tilsammen skaber et roligt og tidløst udtryk.
Læs også: Formland Spring med flere nye tiltag
Vi tilstræber i vores design og med vores produkter at ramme en skulpturel og nordisk ren stil, der vil skabe glæde i mange år og blive en trofast klassiker i hjemmet.
Alle produkter er produceret i Europa i samarbejde med nøje udvalgte producenter, der mestrer deres håndværk. Materialer, former og farver er nøje valgt med respekt for naturens udtryk og ud fra grundprincippet ’less is more’.
Hvorfor har I valgt at udstille på Formland?
Det giver os mulighed for at give nuværende og potentielle kunder en helhedsoplevelse i forhold til alle vores produkter. På standen kan vi skabe et lille Ania-univers, et lille udstillingsvindue som kan vise vores samlede stil og udtryk.
Læs også: Første gang på Formland: No517
Da messen samtidig er kendt for at tiltrække mange relevante beslutningstagere og kunder fra branchen, er det en god mulighed for at skabe et større netværk både blandt kunder og spændende kollegaer i branchen.
Hvad forventer I at få ud af at deltage?
Vi forventer at få skabt en masse gode nye kontakter og få skabt mere synlighed omkring vores nye brand.
Hvordan har I forberedt jer til messen?
Vi har kontaktet nuværende og potentielle kunder og inviteret dem til at kigge forbi, og så har vi selvfølgelig brugt tid på at skabe et univers på messestanden, som afspejler Anias identitet. Vi glæder os meget!