Når MCH Messecenter Herning åbner dørene op for Formland Autumn 2019 i august, bliver det med flere fra toppen af dansk design.
Formland løfter nu sløret for nogle af udstillerne til Formland Autumn 2019. Messen, som bliver afholdt den 15.–18. august, kommer til at huse flere af landets største designbrands. Det skriver Formland i en pressemeddelelse.
Normann Copenhagen er et af de brands, som netop har bekræftet, at de igen i år deltager på livsstilsmessen. Ifølge direktøren for Normann Copenhagen, Poul Madsen, er deltagelsen en del af brandets strategi at deltage på messer.
”Det er en del af vores strategi at deltage ved flere messer, fordi det er den bedste og mest effektive måde at møde kunder og fremvise produkter og kollektioner på. Det er både nemmere og sjovere at vise vores ting på en messe som Formland, hvor besøgende kan mærke og opleve produkterne i levende live i stedet for blot at se enkelte prøver og kataloger,” siger Poul Madsen.
Multibrand-huset Rosendahl Design Group, som blandt andet huser Kähler, Kay Bojesen, Holmegaard og Lyngby Porcelæn, har også bekræftet, at alle husets ni selvstændige brands deltager ved messen til august.
Den fulde udstillingsliste til Formland Autumn 2019 er endnu ikke offentliggjort.