London Design Fair er lige rundt om hjørnet. I år har arrangørerne sammensat en række af interessante udstillinger, der har fokus på det gode håndværk og fremtidens innovative løsninger.
London Design Fair løber af stablen fra den 19. til den 22. september 2019 og kan i år præsentere hele 550 udstillere fra 40 forskellige lande. Den fire dage lange messe, der er beliggende i den østlige bydel af London, har mange interessante udstillinger i vente for de mere end 29.000 forventede besøgende.
For 17. gang kan London Design Fair slå dørene op for en messe, der tilbyder en masse spændende udstillinger og iøjnefaldende ruminstallationer i gadebilledet.
I år er det blandt andet muligt at opleve særligt to interessante udstillinger på messen: Adorno: Crossovers og The Bathroom Gallery.
Adorno: Crossovers er en udstilling kurateret af den online designplatform Adorno. Til udstillingen er der udvalgt værker fra uafhængige designere fra 11 forskellige lande, der alle arbejder i krydsfeltet mellem kunst, design og håndværk. Til udstillingen er der udvalgt hele ni danske designere, her i blandt Mette Schelde og Stine Mikkelsen
The Bathroom Gallery er derimod et mere kommercielt tiltag, der er etableret i samarbejde med Elle Decoration UK og tilslutter sig listen over besøgsværdige udstillinger. Udstillingen er dedikeret til nye og innovative løsninger med et glimt af fremtidens moderne badeværelse.
Fakta
Hvornår afholdes messen: fra den 19. til den 22. september 2019
Hvor afholdes messen: Old Truman Brewery i den østlige bydel af London
Antal udstillere på seneste messe: 579
Forventet antal udstillere til kommende messe (ca.): 550
Antal besøgende på seneste messe: 29.239
Forventet antal besøgende til kommende messe (ca.): 29.000+