Design- og interiørmessen Formland løb i sidste uge af stablen, hvor etablerede og velkendte brands som Stelton og Georg Jensen stod side om side med nye upcoming brands og designere, som alle har fået noget ud af at være på messen ’stor som lille’.
Formland åbnede i sidste uge for 69. gang dørene til design- og interiørmessen, som bød på 502 udstillere, nye tiltag og inspirerende designtalks. Blandt de nye tiltag bød messen velkommen til trendzonen House of Freakebana af Studie Flyhelsted, trendcaféen Ma stylet af Atelier Cph og området Green Escape, som var stylet af seks influenter med hver deres outdoor oase.
De flere end 500 udstillere bestod af nye upcoming designere side om side med store og velkendte brands blandt andet Stelton, der har været fast udstiller på Formland i mange år.
”Vi er på 18 messer i efteråret. I sidste weekend var vi i New York, men der er ingen steder som Herning. Formland samler hele branchen, og det giver os en mulighed for at være på stikkerne. Det er vigtigt, at vi har et sted, hvor konkurrenter mødes, hvor kunder mødes, og hvor man simpelthen ser branchen, hvor den er bedst,” udtaler Michael Ring, ejer af Stelton.
Designer og iværksætter Marie Graff, der står bag interiørvirksomheden Kodanska, havde også rosende ord til messen.
”Det, jeg også elsker ved messen, er netværksmulighederne. Vi hjælper hinanden og deler ud af viden og erfaringer. Formland har været med til at sparke gang i min forretning, og det er meget surrealistisk at gå fra at være mere eller mindre ukendt til faktisk at være en forretning og et navn. Jeg har søgt volumen, og det har Formland givet mig – og på messen har jeg landet både nationale og internationale aftaler,” fortæller designeren.
Blandt de besøgende var Lone Berthou, ejer af interiørbutikken Casacasino, som også kun havde positive tilkendegivelser om messen.
”Formland har en helt speciel kreativ side, som man ikke finder andre steder. Det er det, der gør, at jeg kommer tilbage gang på gang. Jeg synes, det er et must at komme på Formland, hvis man har en forretning, fordi man får så meget med sig hjem, siger Lone Berthou, der har taget turen fra Charlottenlund fast to gange om året de seneste 20 år for at købe ind til butikken og møde nye leverandører,” beskriver hun.
Succes forpligter
De rosende ord og opbakning til messen fra både udstillere og besøgende bringer glæde hos ledelsen i MCH.
”Formlands position som messen, der samler branchen, er blevet bekræftet. Det glæder os, at Formland gør en forskel for både etablerede og nye brands, for store og små udstillere og for indkøbere. Udstillere og samarbejdspartnere fortjener ros for at have gjort sig umage. Indsatsen er blevet belønnet med besøg af 11.892 indkøbere og butiksmedarbejdere fra 35 lande. Det forpligter, og vi ser nu frem til at forberede Formland nr. 70,” siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.
Næste Formland messe finder sted den 31. januar – 3. februar 2019.
Se højdepunkter fra messen her: