På den nye lokation Den Frie samler Træ- og møbelindustrien 17 brands under 3 Days of Design. Under overskriften ’Material Matters’ sætter udstillingen materialer i fokus.


Artiklen er bragt i 365DESIGN nr. 3 2020



Didde Rishøj, chefkonsulent hos Træ- og Møbelindustrien

 

Tema

Temaet for udstillingen i år er ’materialer’, som danner en fælles ramme for de deltagende brands. Gennem tiden har udviklingen af nye materialer konstant åbnet muligheder for at skabe nye og anderledes møbler og tekstiler. Udstillingen kalder vi for ’Material Matters’, og her vil vi undersøge, hvordan tradition, nytænkning, materialekendskab og håndværk arbejder sammen og skaber nye udtryk.

 

Det sker

Besøgende vil møde 17 danske brands og deres produkter, som dækker en bred pallette inden for møbler, interiør og køkken. Alle de udstillede objekter har en historie at fortælle om de materialer, de er rundet af. Besøgende kan endvidere udforske et materialebibliotek, hvor alle udstillende virksomheder formidler elementer og gode historier om deres materialer. Som et ekstra æstetisk greb har vi udvalgt en række unge kunstnere til at bidrage med deres værker, som også har fokus på materiale, volumen og rumlige effekter.

Vi håber naturligvis, at det til september bliver muligt at samles på en måde, der minder om tiden før Covid-19. Vi forsøger at være realistiske, eksempelvis i forhold til hvor mange udenlandske gæster, vi kan forvente, vil rejse på det tidspunkt. Vi arbejder med forskellige scenarier for, hvordan vi kan invitere folk med ind i udstillingen for eksempel via levende billeder og events, og hvordan vi kan håndtere mindre grupper af besøgende på udstillingen.

 

Ny lokation

Træ- og Møbelindustrien gentager i år samarbejdet med kuratorholdet fra magasinet Ark Journal, der også i 2019 var kurator på udstillingen ’Hotel Charlottenborg’ på Charlottenborg. Vi har valgt at skifte lokation til Den Frie, som er en unik og meget flot træbygning tegnet af den berømte, danske kunstner J. F. Willumsen. Den Frie er grundlagt i 1898 og er et af de ældste og mest traditionsrige udstillingssteder for samtidskunst i Danmark. I de enkle og storslåede udstillingshaller får vi god plads til at vise udstillernes smukke produkter på en helt anderledes måde, end møbler og interiør normalt vises.

 

Forventninger

3 Days of Design er en stadig større succes, som på en forfriskende måde sætter fokus på danske virksomheder og dansk design. Træ- og Møbelindustrien og et hold af virksomheder er med for tredje gang, fordi eventen skaber en masse opmærksomhed, gode kontakter og god forretning. Selve ideen om at gå sammen om at lave larm om den danske designscene og de dygtige danske virksomheder er meget tiltalende, og vi vil naturligvis gerne byde ind i det fællesskab.

 

Hvornår: 3.-4. september fra klokken 10.00-18.00, 5. september fra klokken 10.00- 14.00 

Hvor: Den Frie, Oslo Plads 1, 2100 København

Hvem: Udstillingen er åben for alle

 

De udstillende brands på udstillingen Material Matters er:

August Sandgren, Brandt Collective, Cane-line, Eilersen, Form & Refine, Fritz Hansen, Juul, Magnus Olesen, Motarasu, Naver Collection, Nicolaj Bo, PP Møbler, Skovby, Søren Lund Møbler, Randers+Radius, Re Beds og WO Interior

 

Program

Torsdag den 3. september:

Kl. 16-17, Talks:

Når alle materialer er upcyclet og består af rester fra modehuse
Hør hvordan August Sandgren har ændret hele sin håndlavede produktion af luksusæsker til at bruge restmaterialer af læder og tekstiler fra modehuse og sammensætte sin kollektion efter materialerne. Ved adm. direktør Pia Kirkeskov Andersen

Hvorfor bæredygtigt design er vejen til en bæredygtig produktion
Udvikling af håndværk og bæredygtige produktionsmetoder i respekt for naturen er en grundværdi for PP Møbler. Hør hvordan virksomheden både genfinder gamle teknikker og udvikler nye ugiftige metoder til at farve træ. Ved Kasper Holst Pedersen, CEO

 

Fredag den 4. september

Kl. 15-18 Levende værksteder:

August Sandgren
Se hvordan en bogbinder arbejder med at præge i læder og dermed skaber et personligt objekt. Få præget dit navn eller initialer i et af August Sandgrens produkter – tag eventuelt et eksisterende produkt med, eller få dine initialer præget i en gratis læderkortholder.

Nicolaj Bo
Oplev det levende håndværk, når dygtige snedkere fra Nicolaj Bo demonstrerer nogle af de traditionelle snedkerteknikker, der anvendes til at skabe deres køkkener.

Magnus Olesen
Se, hvordan den klassiske 8000 stol bliver samlet, og bliv introduceret til konceptet og tankerne bag designet. Der vil også være en gennemgang af udvalgte design og håndværksmæssige detaljer i bl.a. Ib Kofoed Larsens Model 107 og andre møbler i Magnus Olesens sortiment.

Form and Refine
Oplev håndværket helt tæt på, når designer og trædrejer Lars Werner samler en stol og giver dig et unikt indblik sit fag.

Brandt Collective
BRANDT Collective team demonstrerer, hvordan deres designkollektion af dørhåndtag, knager, greb og håndtag er produceret. De viser, hvordan man samler, behandler og vedligeholder produkterne, som er fremstillet af ædle og naturlige materialer.

PP Møbler
Kom og se, hvordan en håndhøvlet stoleryg tager form, når en af PP Møblers snedkere formgiver ryggen til den berømte PP502 Kontorstol ud af en nøje udvalgt stor træblok.

Foto: Træ- og Møbelindustrien, Unsplash