I september faldt inflationen til det laveste niveau siden februar 2021, meddeler Danmarks Statistik.

Det går den rigtige vej for inflationen. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det samlede forbrugerindeks i september 2023 steg med 0,9 procent i forhold til samme måned året før. Det er den laveste årsstigning i forbrugerprisindekset siden februar 2021, hvor årsstigningen var 0,6 procent.

Ifølge Danmarks Statistik skyldes den lavere inflation især prisændringer på elektricitet, gas og leje af sommerhus. Samtidig er varer i gennemsnit faldet 2,9 procent det seneste år, hvilket især skyldes prisfald på elektricitet i forhold til september 2022.

Som forbrugere må vi dog indstille os på, at inflationen igen vil stige efter nytår, da de lavere energipriser, der er årsagen til faldet i inflation, igen vil opleve en stigning. Det forklarer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

”Inflationen vil stige, når energipriserne i starten af næste år trækker lidt op i forbrugerpriserne igen. Når det er sagt, så er kursen på inflationen nedadgående. Vi er ovre det værste, og inflationen er generelt på vej ned,” udtaler Allan Sørensen til Ritzau.

Elektricitet og sommerhuse har trukket indekset ned

Produktgruppen boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning havde den største påvirkning på det samlede forbrugerprisindeks i september. Isoleret set bidrog produktgruppen med -1,8 procentpoint af årsstigningen i det samlede forbrugerprisindeks. Bidraget fra produktgruppen skyldes i høj grad lavere priser på elektricitet og gas i september 2023 i forhold til september 2022.

Samtidig har især leje af sommerhuse og fødevarer også trukket indekset ned den seneste måned. Fra august til september faldt forbrugerprisindekset med 0,3 procent. Isoleret set trak prisændringer på leje af sommerhus, fødevarer og pakkerejser indekset ned med 0,54 procentpoint. Modsat trak prisændringer på tøj, møbler og boligudstyr samt brændstof indekset op med 0,25 procentpoint.

Grafik: Danmarks Statistik