Ny undersøgelse viser, at 40 procent af danskerne vil ændre deres julegaveindkøb i år. Hver fjerde forventer at købe brugte julegaver, og her er især designvarer i høj kurs.

Den danske økonomi er presset, og ifølge en ny brugerundersøgelse foretaget på vegne af Danmarks største digitale markedsplads, DBA, svarer 40 procent af de adspurgte danskere, at de kommer til at ændre deres julegaveindkøb i år. Gaverne bliver både billigere, ligesom der bliver færre af dem, og så svarer en ud af fire danskere (24 procent), at de forventer at købe en eller flere af julegaverne brugte.

Dette tal er rekord højt, og samtidig er antallet af danskere, der ikke ville have noget imod at modtage en brugt gave, steget fra 58 procent i 2022 til 76 procent i 2023. Dette er ligeledes det største antal nogensinde.

Kigger man på, hvilke genbrugsgaver danskerne ønsker sig, er det især design- og møbelvarer, der bliver søgt efter.

– Royal Copenhagen, Montana, Georg Jensen, Lego, Rolex, Nintendo og Playstation er nogle af de brands, danskerne søger flittigt efter på DBA i november og december. Meget kunne tyde på, at det er julegavefavoritterne. Også i år,” fortæller Julie Schoen, presseansvarlig hos DBA.

Det er især kvinder, danskere i alderen 18-29 år og folk fra Midtjylland, der er mest åbne for at lægge en gave ind under juletræet, som er købt brugt.

Genbrugsgaver er kun én måde at bruge færre penge på julegaver. I undersøgelsen svarer 40 procent af danskerne, at deres økonomi er så presset, at det vil påvirke deres julegavehandel. 21 procent svarer, at de vil købe billigere gaver, mens 13 procent af de adspurgte forventer at købe færre gaver.

Foto: Unsplash