Selvom de fysiske butikker stadig er den mest populære købskanal, udfordres denne position, når forbrugernes researchfase tages i betragtning. Onlineresearch sker i op til 33 procent af købene i fysiske butikker.
En ny omni-channel rapport fra DI Handel afslører, at i 3. kvartal 2023 købte 43 procent af danskerne deres seneste nonfoodvarer online via en webshop eller app. Imens valgte 54 procent at købe i en fysisk butik, men selvom fysiske butikker stadig er den mest populære købskanal, er det vigtigt at bemærke, at mange forbrugere undersøger produkterne online, før de køber. Når denne researchfase tages i betragtning, udfordres de fysiske butikkers ellers dominerende position.
Blandt de forbrugerne, der har købt nonfood i fysiske butikker i løbet af 3. kvartal 2023, blev 48 procent af alle køb gjort uden nogen form for research. Til gengæld valgte 15 procent af forbrugerne at researche online før køb, mens 15 procent kun undersøgte offline. 18 procent brugte til gengæld begge metoder til research. I alt betyder det, at op til 33 procent af offlinekøbene har været involverede en form for onlineresearch.
Spændende tal
Blandt forbrugerne, der for nylig har købt nonfood online, gjorde 28 procent et impulskøb uden forudgående research. 55 procent undersøgte hovedsageligt online, 14 procent undersøgte både online og offline, mens kun 2 procent primært brugte offline metoder til research. Det betyder, at offline research kun påvirkede op til 16 procent af online købene.
”Det er virkelig spændende tal, der understreger hvor vigtigt, det er for virksomhederne, at forstå sammenspillet mellem fysiske og digitale kanaler. Tallene viser med tydelighed, at kanalerne er forskellige og har hver sine styrker, der supplerer hinanden. Mens den fysiske butik f.eks. har en fordel ift. impulskøbene, så er webshoppen mere researchbåret. Virksomheder skal med andre ord være skarpe på, hvad der ‘tricker’ forbrugerne til at vælge lige netop deres brand i de forskellige faser af købsrejsen,” siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
Foto: Arkivfoto