Der er ikke fremlagt et offentligt regnskab for FDB Møbler, men leder Ole Kiel oplyser, at virksomheden har haft stor vækst i 2017, der primært kommer fra det danske marked.

Den danske møbelvirksomhed FDB Møbler har i 2017 oplevet en vækst i omsætningen på 35 procent. FDB Møbler er ejet af detailgiganten Coop, og der er derfor ikke fremlagt et offentligt regnskab for møbelvirksomheden.

Til gengæld kan leder af FDB Møbler, Ole Kiel, løfte sløret for nogle af tallene, som regnskabet indeholder.

”Vi har solgt for et stort tocifret millionbeløb og vi har en EBIT-grad på 15 procent. Så det er over 10 millioner kroner, som vi har tjent,” fortæller Ole Kiel til 365DESIGN.

Væksten på 35 procent kommer primært fra det danske marked, hvor salget sker fra møbelvirksomhedens egne fem butikker og Coop.dk.

På vej mod udlandet
Tidligere i februar oplyste FDB Møbler i en pressemeddelelse, at de vil etablere en eksportafdeling og markedsføre sig aktivt over for den internationale møbelbranche. Ifølge Ole Kiel har møbelvirksomheden også tænkt over, hvilke markeder de vil ind på først.

”I dag har vi eksport til Japan, Frankrig og England i forvejen, men ellers er det Nordeuropa, som ligger først for,” fortæller Ole Kiel, der også afslører, at møbelvirksomheden ser et kæmpe vækstpotentiale på kontraktmarkedet, som de allerede er begyndt at trænge ind på.


Arkitekten Børge Mogensen var den første leder af tegnestuen, da FDB Møbler blev grundlagt i 1942. FDBs møbelfabrik lukkede i 1980, men i 2013 valgte Coop at give møbelvirksomheden et comeback ved at relancere en række af de gamle klassikere.