Den danske køkkenkoncern, TCM Group, runder et skarpt hjørne og lander et trecifret millionoverskud. Det viser den nye årsrapport, som koncernen netop har offentliggjort.

Det er med god grund, at TCM Group smiler bredt for tiden. Ikke alene kan køkkenkoncernen, som står bag varemærkerne Svane Køkkenet, Tvis Køkkener, Kithn og Nettoline, fejre første helår som børsnoteret, men også at de for femte år i træk opnår tocifrede vækstrater. Det viser den seneste årsrapport, som netop er blevet offentliggjort på koncernens egen hjemmeside.

Årsregnskabet, som dækker for perioden den 1. januar til 31. december 2018, oplyser, at koncernens omsætning er steget med 82,6 mio. kroner i 2018. Omsætningen i 2017 landede på 817,3 mio. kroner mod en omsætning på 899,9 mio. kroner i 2018. Med en omsætning på knap 900 mio. kroner når køkkenkoncernen et historisk vendepunkt.

”Vi er stolte af, at vi nåede milepælen på 900 mio. kroner i omsætning. Med en organisk omsætningsvækst på 10,1 procent fortsatte vi dermed vækstrejsen med tocifrede vækstrater for femte år i træk,” skriver virksomheden i et brev til koncernens aktionærer.

For første gang lander årets resultat over de 100 mio. kroner. Med en stigning på over 50 procent, lander årets resultat i 2018 på 103,7 mio. kroner. Det er en stigning på 55,8 mio. kroner siden 2017, hvor årets resultat var på 47,9 mio. kroner.

Ikke alene er omsætningen og årets resultat steget markant for koncernen, men også egenkapitalen har fået et ordentligt nøk i den positive retning. I 2017-regnskabet var egenkapitalen på 304,7 mio. kroner, hvorimod egenkapitalen for 2018 ender på 408,8 mio. kroner. Det er en forøgelse på 104,1 mio. kroner.

Ifølge årsrapporten skyldes det positive regnskab blandt andet koncernens medarbejdere.

”Resultaterne skyldes ikke mindst vores 469 medarbejderes indsats og engagement. Vi vil gerne takke alle vores kolleger, som har arbejdet dedikeret for at nå 2018 resultaterne, og vores kunder for deres tillid og støtte,” skriver virksomheden, som forventer at fortsætte vækstrejsen i 2019.

Nøgletal for TCM Group A/S

(i 1000 kroner) 2018 2017 2015/16 2014/15
Nettoomsætning 899.911 817.330 508.531 599.749
Bruttofortjeneste 262.835 231.126 155.008 179.040
Driftsresultat 138.112 80.896 54.229 59.964
Årets resultat 103.710 49.993 28.529 31.723
Egenkapital 408.839 304.777 339.865 339.865