“Det kan sagtens lade sig gøre at lave et ansvarligt Black Friday-arrangement,” lyder det fra markedschefen i Dansk Erhverv. Læs, hvilke råd der gives til de fysiske butikker.

Der er præcis en måned til, at årets absolut største handelsdag sparkes i gang – den 27. november. Men forberedelserne til en forsvarlig, coronavenlig Black Friday har stået på længe.

Blandt andet hos tøjbutikken Marcus i Randers har de i længere tid spekuleret over, hvordan de kan få enderne til at mødes. De ønsker ikke at gå glip af det, som medindehaver Jesper Jeffris kalder ‘årets ubetinget største handelsdag’, samtidigt med at de gerne vil give kunderne en tryg shoppingoplevelse.

“Vi kan ikke gøre det på samme måde, som vi har gjort tidligere. Vi har spredt eventet ud, så vi ikke får store forsamlinger af mennesker. Samtidig kommer vi til at minde kunderne om, at de skal holde afstand, bruge mundbind og spritte hænder,” forklarer Kasper Jeffris til DR.

Randers Cityforening frygter dog på trods af gode foranstaltninger hos de fysiske butikker, at handlen rykker online. Hun peger i den forbindelse på, at det er et klogt træk at fordele tilbuddene over flere dage.

“Vi skal bare sikre os, at det ikke er i en kort og tidsbegrænset periode, så der ikke kommer alt for mange mennesker på samme tid,” siger foreningschef Mette Bræmer.

Det bakkes op af Lotte Engbæk, der er markedschef i Dansk Erhverv.

“Det kan sagtens lade sig gøre at lave et ansvarligt Black Friday-arrangement, men jeg forudser, at det kommer til at sprede sig over længere tid. Måske ender det med at være ‘Black Weekend’,” siger hun.

Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet, peger dog på, at man skal passe på, at Black Friday ikke bliver ny supersprederbegivenhed.

Han opfordrer også til, at butikkerne spreder deres tilbud ud over længere tid.

 

Foto: Unsplash