Alle landets 13 Sinnerup-butikker skal gennemgå en større indretningsfornyelse. Butikken i Holstebro er i fuld gang og håber på at skabe et levende hus med en vinbar på førstesal.

Med et mål om at skabe et nyt udtryk og danne rammen for byens nye mødested, gennemgår Sinnerup i Holstebro nu en omfattende indretningsfornyelse. Et større projekt, der blandt andet indebærer en omrokering af afdelinger og opførelse af en vinbar. Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Det er Holstebro-butikken, der er den første ud af de i alt 13 Sinnerup-butikker, som skal forskønnes. Det er dog ikke tilfældigt, at butikken i Holstebro går forrest i projektet. Sinnerup-kæden er nemlig udsprunget af forretningen i Holstebro, der i sin tid blev åbnet af stifteren, Poul Sinnerup.

”Vi vil skabe et nyt mødested i byen, hvor man kan blive inspireret af tidens tendenser: Et levende hus,” forklarer sønnen og adm. direktør, Lars Sinnerup, om butikken i Holstebro til Dagbladet Holstebro Struer.

Indretningsfornyelsen betyder en omfordeling af møbler, brugskunst, boligtilbehør og tøj, som til sammen skal skabe et nyt udtryk. På førstesal vil der blive opført en vinbar, som butikken netop er i gang med at søge om en spiritusbevilling til.

”Vi skal hygge os og få paraderne ned,” fortæller Lars Sinnerup om idéen bag vinbaren.