Moden får mere plads på bolig- og interiørmesserne, med hvad skal de der? De to CEOs for henholdsvis Soulmate og CCDK fortæller, hvorfor de udstiller på Formland.
Soulmate, Claus Sørensen, CEO og partner
Hvorfor skal I på Formland?
På Formland skal vi naturligvis hilse på vores nuværende kunder, men vi drømmer da også om at møde nye kunder fra livsstilsbutikkerne. Vi har allerede en del kunder inden for livsstilssegmentet, og de kommer på Formland, men tager ikke nødvendigvis turen til modemesserne i København for at købe tøj ind til deres livsstilsbutikker. Derfor er Formland så meningsfuldt for os. Men i bund og grund handler vores deltagelse om, at der skal ske noget nyt. Der er opbrud i hele branchen, og man må tænke mere ud af boksen.
Hvad kan Formland, som ’rene’ modemesser ikke kan? Og omvendt?
Soulmate deltager stadig i modeugen i Oslo, men CIFF er den vigtigste messe. Modeugedeltagelse og Formland-deltagelse udelukker dog på ingen måde hinanden. Det er to vidt forskellige butikstyper- og oplevelser, som vi henvender os til på de forskellige messer.
CIFF-messen i København er dog ikke der, hvor vi får nye kunder. Men det er der, vi møder alle vores faste sjællandske kunder, der ikke nødvendigvis tager turen over Sundet. Det samme gælder den anden vej, hvor det kan være svært at få jyske og fynske indkøbere til København – i særdeleshed fordi det foregår i hverdagene, og butikker skal have en vis størrelse, hvis de skal kunne sende personale til den anden ende af landet i butikkernes åbningstider. Derfor er vi også så glade for, at Formland starter om søndagen. På den måde kan butikkerne sende flere afsted, end de har mulighed for, når det er midt på ugen.
Hvilke forventninger har I til det nye fashionfokus?
Jeg synes, at Soulmate passer godt ind på Formland og i særdeleshed i den nye hal for mode og accessories. Men mest af alt er jeg – og resten af teamet – spændte på at se, hvem de andre udstillere er og ikke mindst, hvilke indkøbere der kommer. Jeg drømmer om, at der kommer nogle skandinaviske indkøbere og ser, hvad vi kan. På Formland har vi taget de highlights med fra Soulmate-kollektionerne, som bedst muligt viser, hvad der er repræsentativt for os, så folk kan lære os at kende.
CCDK, Niklas Borup Linnebjerg, CEO
Hvorfor skal I på Formland?
Vi skal på Formland, fordi vi har en stor tro på, at fremtiden for os er livsstilsbutikker, der kombinerer mode, interiør og møbler. Vi synes, at vores nattøj- og loungewear-styles fra CCDK passer rigtig godt ind i livsstilsuniverser, da det er produkter, der primært bæres i hjemmet i afslappende og hyggelige sammenhænge.
Det er første gang, at vi deltager på Formland-messen, og vi synes, at den nye Fashion-hal er en god måde at samle de deltagende fashionbrands og samtidig gøre det klart for gæsterne, at her er mode samlet i ét univers.
Hvad kan Formland, som ’rene’ modemesser ikke kan? Og omvendt?
Vi synes, at Formland tilbyder et bredere univers af udstillere og potentielle samarbejdspartnere end en klassisk modemesse. Derudover er det en mere koncentreret skare af udstillere i Fashion-hallen, og vi tror derfor på, at vi har bedre mulighed for at komme i dialog med potentielle nye samarbejdspartnere til Formland end til eksempelvis CIFF, hvor det også er andre målgrupper end vores, der deltager. Vi udstiller også på ’rene’ modemesser rundt i Europa, men glæder os til det nye format på Formland. Vi glæder os til at møde nye mennesker og få en masse gode snakke om de samarbejdsmuligheder, der er.
Hvilke forventninger har I til det nye fashionfokus?
Vi håber, at de besøgende vil tage rigtig godt imod det nye tiltag. Samtidig tror og håber vi, at de vil kunne se potentialet i netop fashiondelen i deres butikker og det samspil, som det kan medføre ved eksempelvis at kombinere interiør, smykker og mode.