Efter en omstrukturering, hvor forretningen gik ’back to basics’ og genfandt sin identitet som møbelproducent i eget navn, er udviklingen bare gået fremad for House of Sander.

House of Sander har eksisteret siden 1989. Dengang gik virksomheden under navnet Preform Furniture, men passionen og drømmene var meget lig dem, der gennemsyrer House of Sander i dag. Den familieejede møbel- og interiørvirksomhed har egenproduktion i Horsens, hvor det hele også begyndte for 33 år siden. Udover beliggenheden i den jyske by har meget dog ændret sig i virksomheden. De er nu på anden generation Sander under CEO, Kim Sander, der i dag driver House of Sander.

I 2020 blev virksomheden omstruktureret og gik fra at hedde Preform Furniture til hedde House of Sander. .

“Vi har omstruktureret virksomheden i 2020, hvor vi vendte ‘back to basics’ og blev hånd­værkere igen med eget snedkerværksted, lige­som vi var, da det hele startede. Det har vores nye og gamle kunder taget ekstremt godt imod og sågar efterspurgt mere nyt fra os. Det har betydet, at vi haft et stort fokus på produktudvikling sammen med vores forskellige kundesegmenter,” fortæller Signe Winther, der er partner og Purchasing Manager i House of Sander.

I dag tæller House of Sanders kundegruppe en bred vifte af segmenter. Det er alt fra små livsstilsforretninger, som kommer for de finurlige interiøritems og håndlavede produkter, til større kæder, hvor møbel­virksomheden udvikler og producerer specifikt til deres sortiment. Derudover laver de indretningsop­gaver i hospitality-branchen.

Optimer, optimer, optimer

Selvom produktudvikling er noget af det sjove arbejde som møbelproducent, så har Horsens-virksomheden i den seneste tid haft blikket stift rettet mod udefrakommende faktorer, og hvordan disse kan omgås og bearbejdes på bedst mulig måde.

”Disse faktorer har gjort, at vi har fokuseret meget på at være omstillingsparate og fleksible, både som virksomhed, men også med vores produktudvikling og indkøb. Vi forsøger at imødekomme vores forskelligartede kunder på bedste vis, for det er vigtigt for os, at vi netop har de alsidige kundegrupper. De holder os på tæerne og gør, at vi hele tiden udvikler og rykker os,” siger Signe Winther.

Den seneste tid har også budt på intern digitalisering i virksomheden, så alt fra administration til lagerop­sætning er blevet optimeret. Proces- og arbejdsgange har fået en opstrammer, og al denne optimering har også haft en afsmittende effekt på produktsiden, hvor der har været overskud til at kigge materialevalg og bæredygtige løsninger efter i sømmene.

”Vi håber, at fremtiden bringer på lidt mere ro på fra udefrakommende faktorer, så vi kan fokusere på vores udvikling internt med de visioner, som vi har. Men den nærmeste fremtid står på at holde tungen lige i munden og navigere gennem det hele med optimisme sammen med vores partnere,” siger Signe Winther.

Den velkendte messe-vibe

For House of Sander er Formland et must. Messen betyder meget for dem, og i år udstiller de i One-området i Hal F, hvor upcoming og særligt seværdige brands udstiller.

Den horsensianske virksomhed glæder sig i særdeleshed til at fremvise deres nye produkter inden for både interiør og møbler.

”Vi glæder os naturligvis til at hilse på vores eksisterende kunder, møde nye kunder og få nye input,” siger Signe Winther og fortsætter:
”De, der kommer og besøger en messe, er opsøgende. De er altid ude efter at se nyt og møde nye mennesker, og personligt er jeg bare vild med den der helt særlige messe-vibe, der opstår.”