Rosendahl Design Group har endnu en gang oprustet ledelsen og denne gang med en ny salgs- og marketingdirektør.
Der oprustes på ledelsesgangen i den danske familievirksomhed Rosendahl Design Group, der i begyndelsen af måneden fik ny adm. direktør, da Henrik Rosendahl fratrådte stillingen, og Mette Maix i stedet indtog posten.
Nu får designkoncernen også ny salgs- og marketingdirektør, og det er den 47-årige Sofie Lindahl-Jessen, der skal varetage opgaven. Det skriver Finans.
Sofie Lindahl-Jessen har indtil januar 2020 været adm. direktør for sportstøjskæden Sportmaster, som kort før jul blev solgt til det singaporeanske selskab ’Sportmaster Operations’.
Den nye salgs- og marketingdirektør har derudover været adm. direktør for modebrandet Saint Tropez, Vice President for Sales & Brand Communication hos møbelvirksomheden Fritz Hansen, og ved udgangen af februar i år indtrådte Sofie Lindahl-Jessen som bestyrelsesformand for design- og møbelvirksomheden Mater A/S.
Rosendahl Design Group tæller i alt ni designbrands, herunder Holmegaard, Bjørn Wiinblad, Kähler og Arne Jacobsen. Virksomheden har tidligere på måneden lanceret en ny abonnementsmodel, der skal udbrede kendskabet til koncernens produkter og skabe et nyt forretningsområde.