Bestyrelsesformanden og direktøren hos kædeselskabet In2house, der står bag Møblér og Danbo Møbler, forlader sine stillinger. Begge poster bliver overtaget af en erfaren erhvervsmand med fortid hos både Intersport Danmark og Hummel.

In2house, der er kædeselskab for de to møbelkæder Møblér og Danbo Møbler, får ny bestyrelsesformand og midlertidig direktør. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Lars Bonderup Bjørn har været bestyrelsesformand hos In2house gennem de sidste ni år, men nu forlader han posten for at fokusere på jobbet som adm. direktør i energiselskabet EWII – en stilling, som han tiltrådte i begyndelsen af året.

Samtidig med, at Lars Bonderup Bjørn forlader posten som bestyrelsesformand, siger selskabet også farvel til direktøren Thomas Hagerup.

”Der var en rigtig god stemning på generalforsamlingen og opbakningen til den nye formand var 100 procent. At formandsskiftet falder sammen med, at selskabets mangeårige direktør, Thomas Hagerup, har fundet nye udfordringer, er tilfældigheder som naturligvis ikke er optimale, men omvendt også giver mulighed for at sætte helt nye øjne på udviklingen,” udtaler Lars Bonderup Bjørn i pressemeddelelsen.

Læs også: Tidligere BoConcept-direktør som formand hos lampegigant

Den nye mand på posten som bestyrelsesformand bliver Mikael Kold, der tidligere har været direktør i Intersport Danmark og Hummel. Mikael Kold vil ligeledes tiltræde, som midlertidig direktør, hvilket er muligt fordi selskabet er et a.m.b.a.

”Jeg er glad for opbakningen og glæder mig til at arbejde med selskabets kæder; Møblér, Danbo og medlemmerne i vores frie koncept og her bidrage med min viden og indsigt i detailhandel og kædesamarbejde. Jeg vil nu involvere mig i arbejdet med kædernes strategiske udvikling og dermed finde den rette profil til direktørrollen i In2house og herigennem sikre at In2house og vores koncepter udvikles i takt med kundernes og butikkernes behov,” udtaler Mikael Kold i pressemeddelelsen.


In2house omsætter for 300 mio. kroner årligt i foreningens butikker. Møblér er en landsdækkende kæde med 36 butikker, mens Danbo Møbler består af 10 butikker. Butikkerne fører et sortiment inden for møbler, senge og boligtilbehør.