Med næsten 14 års erfaring fra en anden dansk designvirksomhed skal den nye salgsdirektør være med til at accelerere Norr11s vækstrejse blandt andet med fokus på kontraktsalg.

Det danske møbelbrand Norr11 har netop ansat Iben Wistrup Schwaner som ny Sales & Commercial Director. Med ansættelsen ønsker Norr11 at øge fokus på eksekvering af den fremtidige strategi og kommercielle udvikling af brandet.

Iben Wistrup Schwaner kommer senest som Business Development Director hos Normann Copenhagen, hvor hun har været ansat i næsten 14 år. Netop erfaringen fra Normann Copenhagen, blandt andet med kontraktsalg, er en af de kvaliteter, som direktøren hos Norr11 fremhæver.

“Med Iben får vi en stærk og erfaren salgsdirektør med en bred international erfaring og et stort netværk i branchen. Iben har hos Normann Copenhagen med succes opbygget globale markeder, med fokus på kontraktsalg, som er et af Norr11s vækstområder. Herudover har Iben en personlighed, der passer til vores kultur og det rette drive til fortsat at udvikle virksomheden i en positiv retning. Vi har brugt de seneste par år på en gennemgribende omstrukturering af vores virksomhed, brand, værdikæde og produktportefølje og er nu klar til at accelerere vores vækstrejse,” udtaler Magnus Berg Magnússon, CEO hos Norr11, i en pressemeddelelse og fortsætter:

“På trods af et år med pandemi har vi lige afsluttet vores bedste måned nogensinde. Produkter lanceret de sidste 3 år udgør nu 40 procent af vores omsætning, mens vores klassikere som Mammoth Chair fortsætter med at udgøre en stabil base. Norr11 er modnet, og det er det rigtige tidspunkt at få Iben ombord til at tage virksomheden til næste niveau.”

Ifølge Iben Wistrup Schwaner har Norr11 spændende potentiale i en branche og en tid i forandring, hvor hun oplever, at relevans i både brand og produkt får større vigtighed. Netop dette ser hun frem til at arbejde med.

“Jeg glæder mig til at arbejde med at synliggøre dette og bruge min viden og erfaring til at styrke væksten endnu mere på den internationale scene,” siger den nye Sales & Commercial Director.

Norr11 blev grundlagt i 2011, og produkterne bliver i dag solgt i mere end 40 lande. Brandet har showrooms i København, London og Reykjavik samt et showroom i Bejing i partnerskab med søsterbrandet 101 Copenhagen og kinesiske Concept 101.

Foto: Iben Wistrup Schwaner, Norr11