Markedet for kontorindretning blev katapulteret til hidtil usete højder i kølvandet på coronakrisen. I dag har stormen dog lagt sig, og udbuddet af kontormøbler har næsten overhalet efterspørgslen. Det forklarer sales director hos Holmris B8, HC Laursen, der peger på, at grøn og cirkulær omstilling i dag er altafgørende, hvis man som designbrand vil begå sig på et stadigt mere konkurrencepræget kontraktmarked.
Det er efterhånden mange år siden, at kontraktmarkedet for alvor blev udråbt som det forjættede land for den danske design- og møbelbranche. Markedet har nemlig i stigende grad vist sig som en ganske lukrativ forretning for en branche, der netop disse år kæmper med økonomien, og som derfor søger at ride videre på den bølge, der efter corona oversvømmede danske arbejdspladser med ny møbler og løsninger. Alt sammen for at gøre det attraktivt for den enkelte medarbejder at vende retur fra hjemmekontoret.
Men ifølge HC Laursen, der er sales director hos Holmris B8, så oplever markedet for kontor- og arbejdspladsindretning i øjeblikket en mætning, der ikke gør kontraktmarkedet til det møbelmæssige eldorado, der var for bare få år tilbage.
”Der er ingen tvivl om, at corona har været en kæmpe katalysator for det her marked og for, at danske virksomheder i årevis har gjort noget ekstra ud af indretningen af deres arbejdspladser. I flere år har vi snakket om et ’back to the office’-behov, men selvom det fortsat er en reel udfordring at lokke medarbejdere tilbage på kontoret, så er det boom, vi tidligere har oplevet, ved at være slut. Blandt andet på grund af en overinvestering ovenpå corona,” forklarer han.
Og HC Laursen ved, hvad han taler om. Af Holmris B8s fire hovedområder; office, learning, care og hospitality, sidder han som sales director for førstnævnte med ansvaret for den gren af virksomheden, der står for kontorindretning hos virksomheder. Og her kan man sagtens mærke den normalisering, der har sænket sig. En normalisering der dog harmonerer knap så godt med møbelbranchens stadigt voksende interesse for at få en fod indenfor på kontraktmarkedet. Derfor fastslår HC Laursen, at man som design- og møbelvirksomhed ikke blot skal have styr på, hvad kontraktmarkedet er for en størrelse, men også hvad der efterspørges, hvis man skal lykkes med at levere produkter til kontorindretning.
”Jeg oplever flere, der i disse år har ændret deres hovedfokus over mod kontraktmarkedet, men det er altså ikke bare en ’walk in the park’. Man skal kæmpe mere for det i dag. Du skal virkelig have styr på både dine produkter, din historie og dine salgskanaler. Det er også afgørende, at man har en solid forståelse for dynamikken i det her marked, og hvordan dine produkter skal tale ind i nogle behov, der er meget mere specifikke end i B2C-sammenhænge. Det hjælper ikke at have et fedt produkt eller et flot design, hvis ikke det opfylder en række konkrete krav,” forklarer HC Laursen.
Upcycle dig til succes
Adspurgt hvad der i særdeleshed rører sig på kontraktmarkedets office-del, og hvad Holmris B8 har særligt fokus på i disse år, tøver HC Laursen ikke med at fremhæve bæredygtighed, klima og cirkularitet som uomtvistelige nøgleområder, der i dag er afgørende for office-delen af kontraktmarkedet.
”Cirkularitet og genbrug er blevet nøglebegreber i branchen og noget, som i dag fylder en ret stor del af vores aktiviteter. Tidligere har vores primære forretningsmodel bestået i at levere nye møbler til kunder, men i løbet af de senere år har paletten af vores produkter og services ændret sig markant. I dag er en stor andel af de løsninger, vi leverer, møbler der er blevet upcyclet og levetidsforlænger de eksisterende,” fortæller HC Laursen og uddyber:
”Flere og flere af vores kunder efterspørger i dag produkter, der er mere ansvarlige. De ønsker levetidsforlængelse og genanvendelighed, og samtidig er det en dagsorden, vi også selv er meget aktive for at fremme. Det betyder, at vi i dag – i stedet for at købe eller producere nyt – forsøger at upcycle allerede eksisterende møbler. Vi skifter reservedele, giver ny maling, ompolstrer og genanvender. Lad os sige, at vi leverer mellem 600-800 nye arbejdspladser. Så er der måske 400 arbejdspladser, der skal tages retur, og have et nyt liv et andet sted. For 10 år siden blev de taget ud, hvorefter de blev skilt ad og genbrugssorteret. Metal til metal, træ til træ og så videre. I dag bruger vi de gamle møbler til at fremstille nye,” forklarer han.
Ifølge HC Laursen er udviklingen gået relativt stærkt. I løbet af bare få år er upcycling af kontormøbler gået fra at være et ønske blandt de allermest bevidste virksomheder til at være et krav fra både arbejdsgivere og medarbejdere. Holmris B8 har en vision om at være frontrunner, være med til at drive omstillingen. Derfor har Holmris B8 som en salgs- og designvirksomhed ændret tilgang til udvælgelseskriterier på produkter og materialer, samt stor omstilling af hele forretningsmodellen såvel som deres eget mindset.
”Vi er meget begejstrede for denne udvikling, men har også skulle arbejde på at ændre både praksis såvel som egenforståelse. Når man vælger at ompolstre 400 stole i stedet for at sælge 400 nye stole, så betyder det selvfølgelig, at man tjener mindre på den pågældende ordre. Til gengæld giver denne forretningsmodel ikke kun flere kunder – den er også med til at løfte det samfundsansvar, vi synes, vi har,” understreger HC Laursen og kommer med en klar opfordring til nye eller mindre aktører på kontraktmarkedet:
”Jeg vil mene, at det er helt afgørende, at man som leverandør til kontorindretning tager cirkularitet til sig – og at man forstår det. Det kan være svært at sadle om, når man har en forretningsmodel, der udelukkende bygger på at producere nyt, men der er bare ingen tvivl om, hvilken vej udviklingen går.”