Med virkning fra den 21. december har F&H valgt at overtage Villa Collection fra konkursramte Bovictus. “Det passer perfekt ind i vores vækststrategi,” lyder det fra F&H-direktør Knud Lomborg.
Siden Bovictus gik konkurs den 10. december, har der hersket usikkerhed om, hvad der skulle ske med virksomheden og de tilhørende brands, Villa Collection og KJ Collection. Nu er der fundet en aftager til Villa Collection: F&H of Scandinavia. Tidligere på året købte F&H Bovictus-brandet Zone Denmark blandt andet som led i at styrke eksporten, da mere end 60 procent af brandets afsætning sker udenfor Danmark.
Efter Bovictus’ konkurs er F&H blevet tilbudt at købe Villa Collection, og købet samt overtagelsen af alle brandets aktiviteter er nu gennemført.
“Endnu engang er det dels for at få ejerskab til en større del af værdikæden og dels for at styrke den globale eksport. Villa Collection er et kendt og udbredt designbrand, hvor også mere end halvdelen af salget allerede sker uden for Danmark, og det passer derfor på den måde perfekt ind i vores vækststrategi,” fortæller F&H’s adm. direktør Knud Lomborg i en pressemeddelelse til 365DESIGN og fortsætter:
“Vores fokus er på i større grad at have ejerskab af de brands vi forhandler samt øge vores salg uden for Skandinavien. Det er på den baggrund, at vi har valgt at overtage alle aktiviteterne i Villa Collection med virkning allerede fra 21. december.”