Detailkæden Imerco forventer at generere et endnu større minus i indeværende regnskabsår i forhold til seneste regnskabsår og skifter nu ud i bestyrelsen. Ejer af Imerco og erhvervsmand Mikael Goldschmidt træder ind som bestyrelsesformand.  

Detailkæden Imerco indsætter ny formand og udskifter i bestyrelsen. Kæden forventer at komme ud med et større underskud i indeværende regnskabsår, og erhvervsmand og ejendomsinvestor Mikael Goldschmidt indtager nu formandspositionen. Det skriver Børsen.

Imerco er ejet af Mikael Goldschmidt og datteren Anne-Sofie Goldschmidt, som også er nyt medlem i bestyrelsen. Ud over Anne-Sofie Goldschmidt består den nye bestyrelse af Sofie Lindahl-Jessen, adm. direktør i Saint-Tropez, Majken Pape, adm. direktør for Skousen A/S, samt Jens Høgsted, tidligere direktør for Sportmaster A/S. Ændringerne i bestyrelsen betyder, at både Niels Heering, som var formand, og tidligere Netto-direktør, Mads Krage, træder ud af bestyrelsen.  Søren Bjørn Hansen, viceadministrerende direktør for M. Goldschmidt Holding A/S, og Lars Bjørnholt Bertelsen fortsætter i Imercos bestyrelse som hidtil.

“Vi er Danmarks største indenfor vores branche, og vi har sat os meget ambitiøse mål for i fremtiden at være på forkant med den digitale udvikling. Vi har derfor besluttet at gennemføre et generationsskifte i bestyrelsen, der sammen med ledelsen arbejder bedst, når ejeren er helt tæt på. Langt størstedelen af vore kunder er kvinder, og jeg er derfor meget glad for, at tre af vores nye medlemmer af bestyrelsen er kvinder, hvoraf to har en solid baggrund i detailhandlen,” udtaler Mikael Goldschmidt i en pressemeddelelse til Børsen.

I seneste regnskabsår kunne Imerco fremvise et underskud på 10 mio. kroner, og virksomheden forventer, at det igangværende regnskabsår vil vise et endnu større minus.

Kilde: Børsen