Freddy Lauridsen har per 1. maj 2022 sat sig i direktørstolen ved JKE Design. Hans store ledererfaring skal være med til at fastholde køkkenkædens positive vækst og udvikling.
Nordjyske JKE Design har fået ny mand for bordenden. Den nytiltrådte adm. direktør kommer senest fra en post som salgschef ved mørtelproducenten Marlon.
”JKE er inde i en stærk udvikling, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for at videreføre sammen med et dedikeret JKE-team. Det er forretningsmæssigt en stor fordel, at JKE har et skarpt nordisk fokus – både rent designmæssigt og med hensyn til traditioner for snedkerkvalitet samt butiksnettet med foreløbig 56 butikker i Norden. Det hænger sammen hele vejen rundt, og jeg ser oplagte muligheder for at vækste forretningen,” siger Freddy Lauridsen i en pressemeddelelse.
Freddy Lauridsens cv viser desuden en baggrund som direktør for køkkenfirmaet HTH samt adm. direktør for Silvan.
Store sko at fylde
I sidste uge kunne man læse om afgående direktør Claus Beiers fratrædelse. Han valgte at udskifte køkkentjansen med jernindustrien og takkede af umiddelbart efter offentliggørelsen af 2021-regnskabet. Et regnskab, der viste en tredobling af indtjeningen mellem 2020 og 2021. Claus Beier var en af de medvirkende faktorer til virksomhedens turnaround. Freddy Lauridsen overtager således en virksomhed i topform, men får samtidig får JKE Design er erfaren direktør, der er vandt til at håndtere store millionvirksomheder.
”Med sin internationale ledererfaring og branchebaggrund skal Freddy Lauridsen stå i spidsen for, at JKE kan fortsætte den positive udvikling og vækst, som virksomheden er inde i,” siger koncernchef Björn Hauber fra Ballingslöv koncernen, som ejer JKE.
JKE Design holder til i Nordjylland og har cirka 110 ansatte. Siden 2000 har virksomheden været en del af den svenske køkkenkoncern Ballingslöv AB.
Foto: JKE Design