”Designet er helstøbt og færdigdesignet. Det er i den grad lykkes at lave ét møbel med mange funktioner som oven i købet kan stables. Designet har stort kommercielt potentiale og kan skaleres i mange prisniveauer,” fortæller dommerrepræsentanten Mads Arlien-Søborg om vinderen af FSC Design Award 2019.

For 14. gang hyldes en studerende for at forene bæredygtighed og æstetisk trædesign. I år var det Morten Schnedler Jørgensen fra Via Design & Business, som blev den heldige vinder ud af 52 design- og arkitektstuderende, som den 20. og 21. november udstillede deres bud på fremtidens bæredygtige design hos Aller Media på Havneholmen i København.

Det var et kompetent dommerpanel fra designbranchen, som vurderede de 45 innovative design. I sidste ende faldt valget som årets vinder på Morten Schnedler Jørgensens multifunktionelle møbel Arabesk.

Dommerrepræsentant Mads Arlien-Søborg begrundede valget således: ”Designet er helstøbt og færdigdesignet. Det er i den grad lykkes at lave ét møbel med mange funktioner som oven i købet kan stables. Designet har stort kommercielt potentiale og kan skaleres i mange prisniveauer”.

Vindermøblet er et multifunktionelt møbel, der både fungerer som skammel, bord og opbevaring udført i FSC-certificeret træ. Morten Schnedler Jørgensen er glad og beæret over den nye titel.

”Jeg er vildt glad. Det er et stort skulderklap at vinde FSC Design Award, fordi bæredygtighed betyder meget for mig. Hvis jeg skal vinde en award, er det helt klart den her, jeg helst vil vinde. Her handler det ikke kun om designets funktion, men lige så meget de bæredygtige valg, der ligger bag.”

 

Et sparringsforløb og en tur til Vietnam

Som vinder af FSC Design Award 2019 modtager Morten Schnedler Jørgensen et unikt samarbejde med møbelproducenten ScanCom International. Samarbejdet indebærer blandt andet et sparringsforløb om udviklingen af Arabesk samt en rejse til ScanCom Internationals fabrik i Vietnam, hvor de sammen skal arbejde på at udvikle prototypen frem imod et salgsklart FSC-certificeret produkt.

FSC Design Award arrangeres af FSC Danmark og i samarbejde med Mad & Bolig, Jysk, Verdens Skove, ScanCom International, Ikea, FDB Møbler, Keflico, Bolia, Kvist Industries, Step Print Power og Tuborg Fondet. Konkurrencens formål er at inspirere fremtidens designere til at tænke bæredygtighed ind i deres design og se mulighederne i træ som et naturligt element.