Hvordan ser det danske lampesalg ud anno 2023? Køber vi fortsat designlamper? Hvilke tendenser gør sig gældende? Og hvor står belysningsproducenterne? 365DESIGN har talt med tre detailaktører inden for belysning for at gøre status.

Hvordan ser lampesalget ud for Jensen Company?
Jeg fornemmer, at vi følger branchen meget godt. Da corona brød ud, eksploderede lampesalget, ligesom vores webshop fik et kæmpe boost. Salget toppede i 2021, mens 2022 også var et pænt år. Lige nu ser tallene dog lidt anderledes ud. Økonomisk krise og global usikkerhed har forstyrret forbrugs­vanerne, og derfor har vi mærket et lille dyk i lampesalget. Vi oplever dog, at forbrugerne fortsat er meget interesserede i belysning. Dermed er det kun købelysten, og ikke kærlig­heden til belysning, der er blevet dæmpet. Samtidig fornemmer jeg, at vi har ramt bunden i 2. kvartal i år, og at salget er på vej frem igen.

Hvad kendetegner forbrugernes indkøbsvaner?
På trods af inflation vil danskerne stadig gerne købe designlamper. Jeg oplever ikke, at vores kunder i højere grad efter­spørger billigere lamper eller ønsker at gå på kompromis med kvaliteten. Slet ikke. Omvendt har den frie konkurrence også ramt belysningsbranchen, hvilket har gjort, at man lige nu får mere for pengene. Det medvirker selvfølgelig til, at der stadig er gang i designsalget, men langt hen ad vejen skyldes den fortsatte interesse formentlig, at vi er opflasket med designlamper. Selvom du kan købe fine lamper i Bilka eller Bauhaus, så er designlamper stadig i høj kurs hos danskerne.

Hvordan ser branchen ud for producenterne?
Det er svært at komme ind på markedet for nye producenter. Belysning følger meget en mode, og det betyder, at producenterne hyppigere og hyppigere skal producere nye versioner. Det er kun de færreste, der kan blive ved med at sælge en klassiker. De skal også være gode til at være opsøgende på tværs af forskellige platforme, så kunderne efterspørger dem. På den måde er de ikke lige så afhængige af, at deres produkter bliver set i en butik eller på en webshop. Et eksempel er New Works eller Nuura. De har gjort det rigtig godt og har formået at pushe deres brand ud og være tilgængelig de helt rigtige steder. Dem tog vi ind, fordi vores kunder kom til os og efterspurgte deres produkter.

Hvad oplever I af nye tendenser?
Først og fremmest ser vi, at portable lamper fortsat hitter helt vildt. De er meget populære, og på grund af prisen oplever vi flere kunder, der ønsker, at der skal være smæk på farverne. Jo dyrere lampen er, des mere simpel er den oftest i farve og design. Vores kunder køber sjældent en grøn lampe til 8.000 kroner, men de tør godt købe en grøn portable lampe til 1.000 kroner.

Hvordan ser lampesalget ud for Jacobsen Plus?
Vi har generelt mærket en stor fremgang i vores lampesalg set over de senere år. Vi oplevede markant fremgang under corona, hvor salget af belysning steg med 20 procent i 2020. I 2023 forventer vi fortsat stor fremgang i lampesalget. Eksempelvis er vores onlinesalg af belysning steget med 115 procent i forhold til samme periode sidste år.

Hvad kendetegner forbrugernes indkøbsvaner?
Vi mærker stadig en stor interesse for designklassikerne, men overordnet ser vi, at vores kunder efterspørger en god kombination af både billigere lamper og meget dyre lamper. Faktisk oplever vi, at midtersegmentet svinder en smule ind, så der enten efterspørges en lampe i den billigere ende, eller en designlampe i den dyre ende. På den måde er vores kunder blevet mere bevidste i deres valg. Vores sortiment dækker i hvert fald begge målgrupper.

Hvordan ser branchen ud for producenterne?
Vi oplever, at flere nye producenter gerne vil ind på markedet, men når det er sagt, så er det en branche, der er rigtig svær at bide sig fast i, da der er så mange aktører i forvejen. Derfor kræver det i stigende grad en ret massiv indsats fra både producenterne selv og forhandlerne at markedsføre dem. Vi ser også, at der bliver satset stort på SoMe-annoncering og samarbejde med influencere. Specielt hvis det er den yngre målgruppe, man skal have fat på.

Hvad oplever I af nye tendenser?
Både kreativitet og farver fylder meget i lampe­produktionen i dag. Forbrugerne er ikke nær så farveforskrækkede, som de tidligere har været. Derudover er portable lampen, som gjorde sit indtog få år til­bage, stadig det nye sort. Rigtig mange producenter er hoppet med på den bølge, og den er fortsat meget populær. Der har nok manglet et impulskøb inden for lamper, inden den genopladelige bordlampe dukkede op. Selv portable lamper fra større eksklusive brands er relativt billige, og de rammer derfor i høj grad det brede publikum.

Hvordan ser lampesalget ud for Lampemesteren?
Generelt fik corona-årerne vores omsætning til at stige voldsomt. Lige nu er det danske og skandina­viske marked mere presset på grund af inflation og krig, så salget er ikke på højde med det, vi oplevede under corona. Når det er sagt, så oplever vi stadig et godt salg i vores butikker. Især i Tyskland. På det danske marked har vi kunnet mærke, at mange har været ekstremt presset på priserne i år, men i 2. kvartal af 2023 begyndte priskrigen at stilne af, og vi kan nu mærke, at mere normale tilstande er på vej.

Hvad kendetegner forbrugernes indkøbsvaner?
Det er tydeligt, at Danmark er et land, der er forkælet, når det kommer til lamper og design. Det ligger i vores DNA. Det kan vi mærke, da vores kunder i høj grad stadig efterspørger designlamper. Selv her under inflationen køber vi belysning, og er der tale om en dyr lampe, har mange ikke noget imod at spare op til den. I resten af Europa kan vi se en tendens til, at brands, der producerer billige lamper, vækster, og selvom disse også vinder indpas i Danmark, så har dyre designlamper stadig godt fat i forbrugerne.

Hvordan ser branchen ud for producenterne?
Det danske marked er svært at komme ind på som producent, da vi som forbrugere er ekstremt privilegerede. I og med at der er så meget at vælge imellem – især på kvalitets- og designsiden – så er det ofte vanskeligt at gøre opmærksom på sig selv som ny producent. Derfor ser vi også, at nyere brands i høj grad skal ud og skaffe omtale. Et eksempel er brandet Rebello Decor, der var fuldstændig ukendt, indtil vi begyndte at samarbejde med dem og lave aftale med flere influencere. Nu har de vundet flere priser og er blevet meget populære. Et andet eksempel er brandet Made by Hand, hvis salg eksploderede, efter de havde været med i Aftenshowet. På den måde køber forbrugerne i højere grad det, de bliver disponeret for online.

Hvad oplever I af nye tendenser?
Vi ser, at mange forskellige aktører er begyndt producere lamper. Det er især inden for møbel- og interiørbranchen, at mange brands også lige skal prøve at lancere en lampe eller to. Det er især portable lamper, der hitter. Men vi ser også, at det ikke altid er en succes, for der er stor forskel på at producere lamper kontra det kerneprodukt, de ellers er vant til at lave. Det går i nogle tilfælde ud over kvaliteten af lamperne.