Butiksgiganten Imerco har i en pressemeddelelse åbnet op for kædens årsregnskab, der blandt andet viser en stigning i omsætningen, men et stort fald i resultatet før skat.

Imerco A/S har netop fremlagt årsresultatet for regnskabsåret 2017. Kæden har ikke offentliggjort hele regnskabet, men i en pressemeddelelse har de givet et indblik i nogle af regnskabstallene.

Omsætningen er i 2017 steget med 179 mio. kroner og ender i udgangen af 2017 på 1,3 mia. kroner. Bruttofortjenesten er ligeledes vokset og endte i 2017 på 579 mio. kroner, hvilket er 71 mio. kroner mere end i 2016.

Resultatet efter skat udgør -7 mio. kroner i 2017, hvilket er et stort fald sammenlignet med 2016-resultatet, der endte på 32 mio. kroner. Egenkapitalen udgør 823 mio. kroner med en solvens på 40 procent.

”2017 var et begivenhedsrigt år for Imerco, særligt med overtagelsen af de 25 største Inspiration-butikker in mente. Opkøbet tilfører os mere end 300 mio. kroner i årlig omsætning, så vi runder en stor milepæl på 1,5 mia. kroner allerede i 2018,” udtaler administrerende direktør Frederik Brønnum i pressemeddelelsen.

Den 1. februar 2018 åbnede Imerco det nye butiksformat Imerco Home, og kæden vil i fremtiden fortsat udvikle både butikker og webshoppen.

”Imercos webshop realiserede en fantastisk vækst i 2017. Vi har løbende investeret markant i vores systemer og tilført flere menneskelige ressourcer, samtidig med at vores varesortiment er blevet væsentligt større. Vi forventer fremadrettet at kunne bygge videre på de mange succeser i 2017, og ser meget optimistiske på potentialet for os,” fortæller Frederik Brønnum.


I næste udgave af branchebladet 365DESIGN, som udkommer slut april, kan du læse artiklen ‘Bytte bytte købmand – fra Inspiration til Imerco Home og Værsgo’. Her rettes fokus mod de to nye kæder Imerco Home og Værsgo. 

Er du ikke abonnent? Læs mere om et abonnement på 365DESIGN her.