Fysisk detailhandel er i takt med pandemiens tilbagetog vendt stærkt tilbage. Kunst og kreativitet er efterhånden etablerede værktøjer til overraskende, autentiske oplevelser i fremtrædende flagship stores såvel som indkøbscentre. Her er fire af vores favoritter.

SKP-S / Xian

Kunst møder detail i det fantastiske nye SKP-S i Xian, Kina, som er designet af det britiske bureau Sybarite. Niveauet af investering og fantasi er ganske enkelt overvældende og demonstrerer, hvor eksperimentel detailhandel kan være.

SKP (Shin Kong Palace) i Xian er verdens største luksusvarehus med sine 250.000 kvadratmeter fordelt på 20 etager og mere end 1.000 internationale og nationale brands. SKP-Select er et særskilt kreativt koncept, der udgør hele fjerde etage i centret med over 20.000 kvadratmeter – større end de fleste stormagasiner.

Konceptet er en efterfølger til det oprindelige i Beijing, der blev lanceret i 2019 under temaet ‘Digital Analog Future’ og menneskers kolonisering af Mars. Her er temaet ‘Last Earthling’, hvor man tages til fremtidens jordklode.

En 60 meter lang heksagonal tidsportal leder til 10 brand-områder fra for eksempel Prada og Rick Owens. Space-temaet fortsætter med rummet The Sky Port, hvor satellitter er koblet til reparation. Vi er vilde med den drømmeagtige, legende kreativitet og fantasi i aktion.

 

Mall of Netherlands / Haag

Westfield Mall of the Netherlands er Europas mest glamourøse nye indkøbscenter og et perfekt eksempel på evolutionen af indkøbscentret, som vi kender det.

Hvor Westfield-centre i Storbritannien har lidt under lukningen af Debenhams og House of Fraser, huser Mall of the Netherlands ingen stormagasiner, men har i stedet en mere innovativ og bæredygtig tilgang, der forankrer konceptet i det lokale samfund.

Sammen med imponerende butiksfacader og centerdesign bringes også maden ind i hjertet af konceptet. Med Albert Heijn XL og Jumbo supermarkeder som ankre præsenterer Eet Theatre sig som et spektakulært madmarked, der hylder de bedste streetfood brands i Holland.

Vores foretrukne koncept er dog Fresh: Et helt distrikt af selvstændige fødevareforhandlere, som hver især repræsenterer både gæstfrihed og traditionel detailhandel.

En anden innovation er the Gallery: Et distrikt af pop-up-butikker med åbent facade-design, der virkelig bryder med konventionerne.

 

Marks & Spencer / Stevenage

Ser man det fantastiske nye koncept fra Marks & Spencer, der forener mad og mode i et stilfuldt univers, bliver det umuligt at spå om fremtiden for stormagasiner på trods af kollapset af de velrenommerede Debenhams og House of Fraser.

Det nye M&S-koncept er placeret, hvor den gamle Debenhams lå i handelsområdet Roaring Meg Retail Park i Stevenage uden for London. Den 75.000 kvadratmeter store butik har det fantastiske ’food renewal design’, der først blev set i Clapham & Southampton-afdelingerne. Dertil kommer et helt nyt udtryk i afdelingerne for både mode, skønhed, børn og bolig. Der er også en café med 174 siddepladser og en selvstændig optiker. Der er ligeledes et fornyet fokus på visuel merchandising og kuraterede afdelinger, der kombinerer spændende udstillinger og kommunikation med charmerende service­elementer, såsom ’mød teamet’ og ’undertøjsfavoritter fra indkøberne’. Servicen er blevet strømlinet med selvbetjente kasser og kombinerede Click and Collect og prøverum.

 

Wow / Madrid

Wow er et nyt konceptvarehus, der blender det fysiske og digitale til en surrealistisk kunstnerisk kunderejse.

Denne første forretning åbnede i det tidligere Hotel Roma på Gran Via i Madrid i
maj 2022. Den otte etager store forretning på 5.500 kvadratmeter er designet af det Barcelona-baserede arkitektfirma External Reference under kreativ ledelse af grundlæggeren Carmelo Zappulla.

Hver etage har et unikt tema, der spænder over alt fra teknologi over beauty, mode og sneakers til gastronomi og bolig.

Mest bemærkelsesværdige er de pink mannequiner i stueetagen, der er inspireret
af klassiske italienske statuer og udformet i en neoklassisk skal med digitale elementer. Dette legende designtema fortsætter på tværs af hele rummet med en iøjnefaldende brug af tekstur og farve.

Digitale elementer fusioneres med fysiske. Det ses både i valget af brands, hvoraf nogle er digitalt indfødte, og med interaktive elementer som responsive gulve og spilsimulatorer. Det fungerer som varehusets brand-legeplads.

Foto: SKP-S / Xian