Hvordan kan AI helt konkret give værdi til detailhandlen? Er det svært at lykkes med? Og er AI i virkeligheden ikke overvurderet? Fra Formlands Speak Up-scene kan du få svar på alle dine spørgsmål om AI, når Mathias Behn Bjørnhof, fremtidsforsker hos Anticipate, taler om AI i hverdagen. På disse sider giver han svar på, hvad I som virksomhed kan vinde ved hjælp af kunstig intelligens.
Hvad skal du holde foredrag om på Formland?
Jeg tager udgangspunkt i, hvordan AI allerede er ved at glide ind i vores hverdag – også i detailhandlen og blandt mindre producenter. Ikke som et langsigtet fremtidsscenarie, men som noget, der foregår lige nu, og som faktisk kan skabe øjeblikkelig værdi. Der er mange, der føler sig hægtet af, fordi teknologien udvikler sig hurtigt, men pointen i mit oplæg er egentlig ret enkel: AI kræver mindre teknisk snilde, end folk tror. Og så handler det om at få styr på, hvad man vil med det frem for bare at følge med strømmen.
Hvordan kan AI helt konkret give værdi for detailhandlen?
Der ligger værdi lige dér, hvor tiden forsvinder i dagligdagen: produktbeskrivelser, kampagneopsætning, kundeservice og intern kommunikation. Her kan AI tage de rutineprægede ting og gøre dem både hurtigere og bedre. Men det handler også om at blive klogere på kunderne. AI kan give overblik over indsigter, man ellers ikke havde fået øje på. Det kan være alt lige fra, hvilke produkter der performer i bestemte sæsoner, til hvilke spørgsmål kunderne faktisk stiller.
Et andet område er produktudvikling og kampagneidéer. Det er ikke fordi, AI skal være kreativ for os, men det kan hjælpe med at åbne og teste nye retninger, som man måske ikke havde tænkt over selv. Og så er der alt det kedelige: rapporter, intern kommunikation, mødenoter. Det fylder mere, end vi indrømmer. Her kan der være mange timer at hente hver eneste uge.
Hvordan kommer man i gang med at arbejde med AI? Og hvad skal man passe på?
De fleste starter for stort. De vil implementere en ’AI-strategi’, før de overhovedet har prøvet at bruge værktøjerne i hverdagen. Mit råd er derfor at begynde småt: ét arbejdsområde, én opgave, én case.
Man skal især være opmærksom på tre ting:
- Kvalitet. AI er hurtig og lyder overbevisende, også når det tager fejl. Man skal bygge menneskelig kontrol ind.
- Rettigheder og ophav. Bruger man billeder, tekst, lyd? Man skal kende sine retningslinjer, før man publicerer noget. Hvor kommer materialet fra, og hvad er egentlig jeres.
- Kultur. Hvis man ikke taler åbent om brugen af AI i teamet, ender man let i en situation, hvor nogle gør det i det skjulte, og andre slet ikke bruger det.
Helt ærligt – er AI ikke bare et hypet buzzword?
Jo, nogle gange og i nogle sammenhænge, helt sikkert, men det er også en teknologi, der ændrer vores arbejdsgange lige nu, så det er ikke bare varm luft alt sammen. Samtidig er der et kæmpe spænd mellem, hvad vi læser i medierne, og hvad små og mellemstore virksomheder faktisk oplever i hverdagen. AI er både overhypet og undervurderet på samme tid. Overhypet som løsning på alt. Undervurderet som konkret værktøj, der kan frigive tid og skabe værdi, hvis man bruger det rigtigt. Jeg oplever især, at der er for meget fokus på: ”Kan det her erstatte nogen?” og for lidt fokus på: ”Hvordan kan det her styrke det, vi allerede gør godt?”. Det er dér, meget af den reelle værdi ligger.
Hvad er de vigtigste forudsætninger for at lykkes med AI?
Det vigtigste er en klar idé om, hvad man vil bruge det til. Man skal selvfølgelig prøve det og komme i gang med det, men når man har opbygget erfaring, så er det vigtigt med en retning, der giver mening for virksomheden og for kunderne. Det kræver et miljø, hvor man tør eksperimentere lidt og lære undervejs. AI belønner dem, der arbejder iterativt og er i stand til at justere undervejs og ikke dem, der laver én stor PowerPoint og kalder det en strategi.


