Er vores danske designklassikere urørlige, eller kan man tillade sig at lave tilføjelser for at tilgodese forskellige behov? Ja, mener Sigrid Korshøj, der har stiftet virksomheden Hvile Living for at tilføre en række ikoniske designstole en bedre siddekomfort – men med respekt for det oprindelige design. Som en del af Creators Community kan hendes produkter opleves på Formland Spring.

Det hele startede med seks Y-stole.

Eller… nej. Det hele startede formentlig allerede, da Sigrid Korshøj som barn voksede op i en sand design­familie. For med en mor, der arbejdede som tekstil­designer, og to bedsteforældre, der solgte kunsthåndværk op gennem 1960erne–70erne, udviklede Sigrid Korshøj allerede fra en tidlig alder en nedarvet inte­resse for design og iværksætteri. En interesse, der fulgte hende ind i voksenlivet, og som blev springbrættet til en bachelor i design og business fra Erhvervs­akademi København med fokus på konceptudvikling.

”Jeg har altid været stærkt inspireret af dansk design og har drømt om et arbejdsliv, der peger i den retning. Et arbejdsliv, hvor jeg kunne prøve mig selv af som selvstændig og udvikle et spændende designprodukt. Derfor gik jeg i længere tid og prøvede at finde ud af, hvor der var et behov og et hul i markedet for et værdiskabende produkt,” fortæller Sigrid Korshøj.

Svaret kom med de seks Y-stole, som Sigrid Korshøj en dag arvede fra sine bedsteforældre. For selvom Hans J. Wegners ikoniske mesterværk fortsat står som en milepæl i dansk designhistorie, så gik der ikke længe, før den klassiske stol vækkede et behov hos Sigrid Korshøj.

”Jeg elsker klassiske designstole for deres former, historie og udtryk, men mange af de stole, som jeg holder af, lever ikke altid op til de behov for støtte og komfort, mange af os har i dag. Stolene er stadig smukke, men der er mange, der føler sig nødsaget til at lægge puder, skind eller tæpper i deres stole for at skabe en øget blødhed og komfort,” siger hun og tilføjer:

”Mange kan løse problemet med en pude eller en hynde, men for mig var problemet ikke sædet. Jeg har udfordringer med ryggen, så jeg nåede til et punkt, hvor stolene faktisk ikke længere var gode at sidde i,” siger Sigrid Korshøj, inden hun understreger, at det ikke skal tolkes som en kritik af de klassiske designstole:

”Jeg elsker mine Y-stole, men jeg manglede en øget støtte i ryggen, og pludselig slog det mig, at jeg nok ikke var den eneste.”

Designet til stolen – skabt til kroppen

Og nej. Sigrid Korshøj var ikke den eneste, for jo mere hun forhørte sig, jo flere tilsagn fik hun fra personer, der tilkendegav, at de ligeledes manglede komfort og rygstøtte i flere af de klassiske designstole. Velvid­ende at der allerede findes mange varianter af sædehynder, begyndte hun at undersøge, hvorvidt der ligeledes eksisterede hynder tiltænkt støtte til ryggen.

”Det fandtes nærmest ikke. Jeg er klar over, at der er mange, der eksempelvis placerer et lammeskind i en Y-stol, men jeg er ikke stødt på et produkt, der er designet specifikt til både sæde og ryg. En hynde, der ikke glider ned, og samtidig giver en mere indbydende og behagelig siddeoplevelse ved at følge stolens linjer og proportioner,” forklarer hun og tilføjer:

”En hynde, designet til stolen, men skabt til kroppen.”

Derfor gik Sigrid Korshøj i 2023 i gang med at udvikle en hynde skræddersyet til Y-stolen. En hynde, der dog også skulle være kompatibel med stole med lignende sædeform. Som en del af udviklingsfasen rådførte hun sig både med designere, møbelforhandlere og en fysioterapeut for at sikre sig, at hun var på rette vej.

”Jeg har opsøgt råd og feedback fra rigtig mange forskellige mennesker – jeg har blandt andet henvendt mig til en fysioterapeut, der også er arbejdsmiljø­konsulent, og som er med til at indrette arbejdspladser. Han tilkendegav, at min prototype ganske rigtigt ydede en sund støtte de rigtige steder. Den feedback var helt afgørende for, at jeg havde lyst til at gå videre med arbejdet. Det bekræftede, at jeg var på rette vej,” siger hun og tilføjer, at den vej efterfølgende førte til et samarbejde med en dygtig og anerkendt møbelpolstrer, der har ydet en stor hjælp og sparring i arbejdet med at nå i mål med et færdigt produkt.

Kan man pille ved en klassiker?

Ifølge Sigrid Korshøj har tilblivelsesprocessen ikke været præget af de store benspænd. Til gengæld blev hun flere gange mødt med en tøven fra personer, der sagtens kunne se behovet, men som var bange for at pille ved dansk designs allerfineste arvegods.

”Jeg har talt med designere, der har været tilbageholdende, for kan man overhovedet tillade sig at tilføje hynder til så ikoniske stole? Det synes jeg dog godt, man kan, og jeg kan jo se og høre, at folk finder halve løsninger selv. Hele vejen gennem denne proces har jeg været meget opmærksom på, at det i den grad forpligter, når man sætter sig for at designe funktionelt tilbehør til danske designklassikere. Derfor har det været afgørende for mig, at mine produkter er æstetisk flotte, at de føles behagelige, og at de understøtter stolenes udtryk på en naturlig måde – med respekt for det originale design,” siger hun.

I august 2025 stiftede Sigrid Korshøj officielt virksomheden Hvile Living, og efter halvandet års grundige undersøgelser og prototypeudvikling blev en god idé endelig til to færdige produkter i efteråret 2025. To forskellige hynder til Y-stolen og stole med lignende form – begge tegnet og udviklet af Sigrid Korshøj selv og fremstillet af lammeuld med en formstabil bund, indbyggede støttezoner og udformet til at følge stolens linjer.

Selv kalder hun de første to produkter for en limited edition-kollektion og understreger, at målet er at skabe ryg- og sædehynder til endnu flere ikoniske stole. Af samme grund har hun i starten af 2026 udviklet endnu et produkt. Denne gang en ryghynde fremstillet i upcyclet tekstil fra Kvadrat, der passer til Folkestolen. En hynde, der inden længe bliver flankeret af en matchende sædehynde.

”Jeg har også en hel hynde i tekstil på trapperne, som giver støtte til både ryg og bagdel – ligesom uldhynden – og så arbejder jeg også med udvikling af en allroundhynde, der passer flere typer stole,” tilføjer hun.

Vejen ligger åben

Sigrid Korshøj tilkendegiver, at tingene pludselig er gået stærkt for hendes lille designbrand. Fra virksomhedens stiftelse til produktlancering, egen webshop og senest som udstiller på Formland under Creators Community. Alt sammen på bare et halvt år.

”Selvom jeg har gået med disse tanker i efterhånden flere år, så er det rigtigt, at det hele pludselig er gået stærkt. Omvendt er jeg heller ikke typen, der står stille. Sideløbende har jeg været en del af Cirkulær Acceleration, der er et innovationsforløb for startups, hvor jeg har fået en masse ud af at arbejde med cirkulær designudvikling. Nu gælder det Formland, som jeg har glædet mig rigtig meget til,” siger hun og uddyber:

”Jeg håber selvfølgelig, at min deltagelse på Formland kan blive et springbræt for Hvile Living, og at jeg kommer i kontakt med både potentielle samarbejdspartnere og selvfølgelig fremtidige kunder. Jeg vil også rigtig gerne have feedback på mine produkter, da det kan give mig en klarhed over en fremtidig retning,”
lyder det.

Og netop den fremtidige retning for Hvile Living er endnu ikke mejslet i sten, da Sigrid Korshøj under­streger, at mulighederne er mange.

”Det hele er stadig relativt nyt for mig, og der er mange spændende veje at gå. Som startup handler det dog om at finde sin egen vej, og lige nu er mit fokus på at få design og komfort til at understøtte hinanden. Hvile Living er kommet for at blive, og jeg ser flere spændende muligheder – både inden for produktudvikling og i forhold til at indgå i et eller flere samarbejder,” fastslår Sigrid Korshøj.

Fakta: Hvile Living

Hvile Livings produkter er uafhængigt udviklet til brug som tilbehør til blandt andet Y-stolen og Folkestolen. Hvile Living er ikke tilknyttet eller autoriseret af producenter af de nævnte stole. Varemærker og designrettigheder tilhører de respektive rettighedshavere.

Foto: Hvile Living / Munkholm Studio