Hvad der startede som en kreativ julegave blev senere til en innovativ møbelidé målrettet børnefamilier. Produktet hedder Samu – en funktionel gulvstol, der er opstået i mødet mellem japansk kultur og skandinavisk minimalisme. Bag stolen finder man det nye møbelbrand Høgh & Lange, der på Formland Spring er en del af Creators Community.

Ifølge Den Danske Ordbog defineres en stol som “et siddemøbel til én person, typisk med et sæde, ryglæn og fire ben.”

Af samme grund er det også en noget atypisk stol, som det unge møbelbrand Høgh & Lange kan fremvise for de besøgende, der i forbind­else med Formland Spring lægger vejen forbi området Creators Community. På brandets messestand kan man nemlig opleve Høgh & Langes første færdige produkt i form af siddemøblet Samu – en praktisk stol uden ben, som er designet til at blive placeret direkte på gulvet.

”Samu kombinerer komfort og æstetik. Stolen består af et ryglæn og en behagelig hynde, hvilket gør den ideel til afslapning, meditation og især til børneværelser, hvor stolen er perfekt til voksne, der bruger mange timer på leg i gulvhøjde,” lyder det fra stifterne af Høgh & Lange, Emil Sook Høgh og Markus Lange Mathiasen.

De forklarer, at Samu er opstået i mødet mellem japansk kultur og skandinavisk minimalisme, men at stolen i første omgang ikke blev skabt med børn og leg for øje. Det fortæller Emil Sook Høgh, der har en baggrund som møbelsnedker.

”Idéen til stolen opstod faktisk, før jeg selv fik børn. For nogle år tilbage fik jeg en kæreste, der lige havde solgt sit spisebord, hvilket betød, at vi sad på gulvet, når vi spiste. Forinden havde jeg set en møbeludstilling fra Japan og var stødt på den japanske gulvstol ’Zaisu’, og da man jo gerne ville imponere en ny kæreste, besluttede jeg mig for at bygge en gulvstol til hende, som hun efterfølgende fik i julegave,” siger han og tilføjer:

”Gaven var jo halvt ment i sjov, men når vi efterfølgende fik niecer og nevøer på besøg, så viste det sig, at stolen blev brugt helt enormt meget, fordi den er i børne- og gulvhøjde. I dag kan jeg fortsat undre mig over, at jeg ikke tidligere så denne kobling.”

Et stærkt team med et unikt produkt

På trods af Samu-stolens åbenlyse fordele i mødet mellem børn og voksne, valgte Emil Sook Høgh ikke at gå videre med konceptet i første omgang. Men i sommeren 2023 begyndte
han at læse Produktionsteknolog på Erhvervsakademi København (EK), og her mødte han Markus Lange Mathiasen, der ikke var sent til at se muligheder i Samu-stolen.

”Vi mødtes på studiet, og i løbet af vores andet semester skulle vi vælge en konkret case at arbejde med. En case der skulle dække et reelt behov. Det stod hurtigt klart for os begge, at vi var et godt team. Emil er meget kreativ og har en solid håndværksmæssig baggrund, mens jeg elsker innovation og iværksætteri. Jeg har gået på handelsskolen og har generelt en god forståelse for økonomi, styring og forretningsudvikling. Da han fortalte mig om gulvstolen, tænkte jeg med det samme, at det var en sindssygt god idé, så jeg skubbede på for, at vi skulle genoptage projektet,” fortæller Markus Lange Mathiasen.

Dermed gik de to studiekammerater i foråret 2024 i gang med at videreudvikle på Samu-stolen og stiftede i den forbindelse virksomheden Høgh & Lange. Hjulpet på vej af et mikrolegat var der også økonomisk rygdækning til at sætte en produktion i gang, og til sidst havde de to venner en færdigudviklet gulvstol fremstillet i formpresset finér. En gulvstol, der i høj grad skiller sig ud.

”Hvis man googler ’gulvstol’, så dukker der en række knap så æstetiske produkter op, der ofte er målrettet institutioner og ikke private hjem. Søger man derimod på det japanske ord ’Zaisu’, dukker der flere resultater op, men de fleste har et helt andet og mere gammel­dags udtryk end vores stol,” siger Markus Lange Mathiasen og tilføjer:

”Der er ikke mange i Danmark, der forhandler gulv­stole, og derfor er det fantastisk at kunne tilbyde et unikt produkt, der ikke blot skiller sig ud, men som også har en praktisk funktion og opfylder et helt konkret behov. Vi kan i hvert fald mærke, at der er en efterspørgsel.”

Formland og fremtidens tegnebræt

Indtil videre er Samu-stolen blevet produceret i 50 eksemplarer, der alle er blevet solgt, og heldigvis for den innovative møbelduo har stolen høstet masser af roser. Flere stole har ligeledes fundet vej til en række barselscaféer i København, hvor de er blevet flittigt benyttet. Nu venter så Formland, hvor makkerparret glæder sig til at vise Samu frem.

”De stole, vi indtil videre har lavet, har vi selv produceret, men på sigt er det ikke meningen, at vi skal være produktionsmedarbejdere. Heldigvis har vi lukket en aftale med en leverandør, der kan stå for den fremtidige produktion. Med den del på plads tager vi nu på Formland for at møde en masse butikker og retailers, som forhåbentlig bliver begejstrede for Samu-stolen,” siger Markus Lange Mathiasen, der bliver suppleret af Emil Sook Høgh:

”Vi håber selvfølgelig, at der opstår konkret interesse for stolen, men samtidig ser vi også meget frem til at høste feedback og vigtig læring. Hvad forventer forhandlerne af os som møbelbrand? Hvilke standarder skal vi kunne leve op til? Hvilke krav stilles til vores produktion? Hvilke certificeringer kigges der meget på? Det bliver alt sammen nyttige samtaler at kunne tage med på vores videre færd,” understreger han.

Og apropos den videre færd for Høgh & Lange, så forklarer de to bagmænd, at det hele er gået så stærkt, så den konkrete køreplan for fremtiden fortsat ikke er helt på plads. Til gengæld vil de gerne sætte ord på både ambitionerne såvel som de næste produkter.

”Jeg har op til flere produktidéer på tegnebrættet, som jeg håber, vi får mulighed for at arbejde videre med. Min største inspirationskilde er hverdagen, og det, der driver mig, er lysten til at skabe produkter, der udfylder en rolle og løser et konkret og praktisk behov. Sådan skal det være, før vi kan retfærdiggøre at sende dem ud i en verden, der har så mange møbler i forvejen,” fastslår Emil Sook Høgh og tilføjer, at et praktisk møbel selvfølgelig ikke skal gå på kompromis med hverken æstetik eller kvalitet.

Og netop funktionalitet og kvalitet må meget gerne være de to nøgleord, som vi i fremtiden associerer med Høgh & Lange.

”Vi drømmer selvfølgelig om at blive et etableret brand, der frem for alt skaber design til folket. Vores produkter skal ikke være smarte eller dyre. De skal være flotte, praktiske og funktionelle. Møbler der tilgodeser hverdagens behov, men som samtidig associeres med funktionalitet, æstetik og kvalitet. Det bliver forhåbentlig de ord, som folk engang vil forbinde med Høgh & Lange,” afslutter Markus Lange Mathiasen.