Som en del af det nye partnersamarbejde Design Hub Denmark er Bloomingville Multi-brand House tilbage på Formland. Virksomhedens CEO, Lars Krog, erklærer sig begejstret for det nye koncept, der, ifølge ham, har potentiale til at kunne løfte hele messen markant.

Når dørene slås op til Formland Autumn, er det langt fra første gang, at Bloomingville Multibrand House er blandt messens udstillere. Alligevel er det med en stor portion spænding såvel som forventning, at den internationale design- og interiørvirksomhed har valgt at blive en del af Formland.

Forklaringen skal findes i det faktum, at Bloomingville Multibrand House for år tilbage fravalgte den traditionsrige livsstilsmesse, men nu er tilbage som en del af det nye koncept Design Hub Denmark.

”Jeg er glad for, at vi er tilbage på Formland, og det bliver spændende at se, hvordan det nye fællesskab kommer til at fungere i praksis. Alle er klar over, at det er en version 1.0, som vi skal have skudt i gang, men jeg er optimistisk, da der ligger et stort potentiale i Design Hub Denmark,” lyder det fra virksomhedens CEO, Lars Krog, der uddyber:

”Vi har tidligere udstillet på Formland, men fravalgte det i sidste ende, da formatet ikke fungerede for os. Vi kunne konstatere, at vi fik flere ordrer, når vi i stedet valgte at udstille i vores eget showroom i samme periode. Især fordi vi under eget tag kan fremvise alle vores kollektioner, hvorimod man altid bliver nødt til at begrænse sig på en messe,” forklarer Lars Krog.

At mødes på midten

Med kun 15 minutters kørsel mellem MCH Messecenter Herning og Bloomingville Multibrand Houses hovedsæde i Ikast var det i sidste ende ikke en svær beslutning for Lars Krog og kollegerne at fravælge Formland for i stedet at byde indkøberne velkommen i eget showroom. Og sådan var der flere lokale design- og interiørvirksomheder, der havde det.

I 2024 blev beslutningen imidlertid genovervejet – og omstødt – da Bloomingville Multibrand House blev kontaktet i forbindelse med overvejelserne om det samarbejde, der skulle blive til Design Hub Denmark.

”Vi blev forelagt idéen om et nyt og ambitiøst partnerskab mellem Formland og en række interiørbrands, og vi syntes fra starten, at det lød som et interessant koncept. Vi har altid ønsket at bakke op om Formland som messe, og pludselig opstod muligheden for, at det kunne lade sig gøre, samtidig med at der blev udvist stor forståelse for de behov, vi som brands havde for at kunne indgå i samarbejdet,” siger Lars Krog og tilføjer:

”At man netop er endt med at lave et koncept, hvor de lokale showrooms i området indgår som en aktiv del af hele setuppet, har været en af de væsentligste grunde til, at vi valgte at medvirke.”

Sammen er vi stærkest

En anden afgørende faktor for at Bloomingville Multi­brand House i dag står som en af de 17 partnere i Design Hub Denmark, har været den synergieffekt, der er kommet ud af fællesskabet. Som en del af Design Hub Denmark inviterer de medvirkende aktører alle deres egne kunder for at kunne trække flere besøgende til i samlet flok.

”Det er afgørende, at vi understøtter hinanden. Det handler ikke bare om at få flere udstillerstande på Formland, men om at vi hver især er med til at til­trække besøgende og dermed skaber en bedre helhedsoplevelse og en større effekt for messens indkøbere. Vi skal smitte positivt af på hinanden, så øger vi den kollektive opmærksomhed,” forklarer Lars Krog.

Han understreger, at man ikke er bange for at ’dele sine kunder’, da det i sidste ende er med til at skabe en stærkere messe for alle.

”I stedet for at vi hver især arbejder individuelt for at tiltrække de store kunder, så tror vi på, at der fremadrettet ligger en stor styrke i at samarbejde. Vi skal ikke tænke, at det er os imod de andre – det handler om, at vi som brands står sammen for at vise, hvad vi kan, hvad dansk design kan, og hvad Formland kan. Vi tror på, at det er vejen frem,” fastslår Lars Krog.

Internationale ambitioner

Samtidig lægger Lars Krog heller ikke skjul på, at et partnerskab som Design Hub Denmark er med til at styrke Formland som messe og forhåbentlig også dens position på den internationale messescene.

”De traditionelle design- og livsstilsmesser har været igennem nogle svære år, og der er efterhånden ikke længere plads til tre store messer i Skandinavien. Derfor er det mit håb, at vi med denne styrkelse af Formland på sigt kan være med til at skabe Nordeuropas største og vigtigste messe. Det er jo i vores alles interesse, at Formland styrker sin position – ikke mindst på grund af det lokale sammenhold samt det faktum, at flere besøgende på Formland forhåbentlig også vil betyde flere besøgende på vores stand såvel som i vores showroom,” siger Lars Krog.

Han understreger dog, at det fortsat er for tidligt at spå om fremtiden og om den positive effekt, som Design Hub Denmark forhåbentlig vil få på Formland.

”Konceptet er blevet til på baggrund af gode intentioner, en åben dialog og nogle konstruktive samtaler, og så må vi se, hvor det fører os hen. På den korte bane skal vi i første omgang se, hvad effekten bliver her på Formland Autumn, og så må tiden vise, hvorvidt det er den rigtige vej at gå, men jeg er ganske positiv. Ellers var vi ikke gået med i dette partnerskab,” afslutter han.

Fotos: Bloomingville Multibrand House