Inden længe løber 3 Days of Design af stablen i København. Under messen vil det nye danske design- og møbelbrand Mazō lancere sin første kollektion.

Det nye, københavnskbaseret brand Mazō præsenterer sin første kollektion om 14 dage, når 3 Days of Design løber af stablen i den danske hovedstad.

Med en vision om at skabe langvarige design har Mazō skabt en debutkollektion bestående af både belysning og møbler. Kollektionen er en kombination af en række nye design og relanceringer af ikoniske møbeldesign tegnet af den danske arkitekt Magnus Læssøe Stephensen (1903-1984).

”Det er vigtigt for os, at de design, vi i dag lancerer, stadig er relevante om 50 år. Lige så forudseende og før sin tid, som min farfar var, da han for eksempel tegnede vores WNG Chair, ligeså vigtigt er det, at alle vores design kan bestå gennem generationer og er anvendelige i fremtiden,” fortæller Magnus Stephensen, stifter af Mazō, i en pressemeddelelse.

Udover samarbejdet med den danske arkitekt så har Mazō også indgået samarbejde med nutidige designere.

”Vi mener, at det mest fremsynede design kan skabes ved at omfavne tidligere erfaringer. Men det er også vigtigt for os at være tro mod den revolutionære del af denne arv. Derfor samarbejder vi også med nye og dedikerede designere, der ikke kun deler vores kærlighed for nordisk og japansk æstetisk, men som i en konstant stræben efter balancen mellem æstetik og funktion skaber nye designs, i kvalitetsmaterialer, velegnet til mennesker og vores hjem i dag,” afslutter Magnus Stephensen.

I samarbejde med Louise Buus og Magnus Sangild har Magnus Stephensen, der er barnebarn af arkitekten Magnus Læssøe Stephensen, stiftet Mazō. Trioen har tidligere erfaringer fra Gubi, Rosendahl Design Group og By Lassen.

Under 3 Days of Design kan du finde Mazō i Studio X Viaducts nye showroom på Dronningens Tværgade 50 i København K, hvor der er mulighed for at se debutkollektionen. Mazō vil desuden også deltage på Oslo Design Fair til august.

Er du nysgerrig på at se Mazōs produkter? Se produktbilleder på brandets hjemmeside her