Tendensen inden for borddækning kan lige nu beskrives med ordene ’rustik’ og ’individualitet’. Tidligere var stellet ofte hvidt, så det ikke tog fokus fra maden. I dag handler det om helhedsindtrykket i kombinationen mellem maden og stellet – således at maden løftes i sit rette element, og vi får den oplevelse, som vi søger.

Tiden flyver, og lige straks mødes vi igen, når Formland Autumn 2022 atter samler design- og interiørbranchen til fire inspirerende dage spundet om trends og tendenser, foredrag og produktnyheder.

Formland Autumn 2022 favner fremtiden mere end nogensinde , og det afspejler sig i flere fremsynede nyheder: Det gælder eksempelvis det nye område Concept Zone i Hal J1, der beskæftiger sig med moderne visual merchandising, herunder konceptudvikling og salgsoptimering samt en stribe øjenåbnende workshops. Det gælder ligeledes Event-zonen, der er æstetisk inspireret af klassiske franske dyder og breder sig over 250 kvadratmeter i den diningrelaterede Hal G. Det bliver et livligt sted med stribevis af unikke events.

Også fremtidens butik favnes på årets Autumn-udgave af Formland, hvor man i den ene ende af Hal F kan gå på opdagelse i et åbent miljø. Her kultiveres cross-branding, mens der i Hal G via diverse opfindsomme aktiviteter vil være et øget fokus på interaktion med de besøgende. Og flirten med fremtiden slutter ikke her, for også på Speak Up-scenen vil flere oplægsholdere gøre os alle klogere på tiden, der venter.

Vi er rigtig glade for, at udstillere og samarbejdspartnere har taget så godt imod disse tiltag. På samme måde er vi generelt meget taknemmelige for den velvilje, vi møder hele vejen rundt – og som muliggør, at branchen allerede igen kan samles om det personlige møde på kryds og tværs her i Herning.

Vi glæder os umådeligt til atter at slå dørene op til fire farverige dage, hvor gamle relationer kan plejes og nye kan opstå.

 

Flemming Andersen

Projektleder, Formland