Fællesspisningen er tilbage. Vi kan endelig mødes og afholde alle de udskudte og aflyste fester, der har hobet sig op over de seneste år. Corona har skabt en revolution i måden, vi spiser i fællesskab på.
”Før corona var fester noget, vi gjorde for os selv. Efter corona er fester en gave vi giver til dem vi holder af; familie, venner & bekendte.” Så poetisk kan det udtrykkes. Ordene kommer fra Mette Klüwer-Brøndgaard, der er medstifter af A table story, som udlejer service til og kuraterer festlige begivenheder professionelt. Deres erfaring er entydig: Fællesspisning er tilbage for fuld udblæsning.
”Det vi så før corona, var, at man samlede venner og familie til fest, når traditionen foreskrev det. Altså bryllupper, konfirmation, runde fødselsdage og dåb. Det var sjældent, at vi dækkede op til fester uden titel. Efter corona bliver vi decideret væltet af forespørgsler på fester uden nogen dybereliggende anledning end, at folk gerne vil ses, fejre, hygge og glædes over livet,” fortæller Mette Klüwer-Brøndgaard.
Der sker noget med mennesker, når de tvinges ud i unaturlige omstændigheder, når andre skal bestemme over dem, og når de ikke må gøre lige præcis, hvad de har lyst til. Det skete under lockdown, hvor regeringen måtte udstikke retningslinjer for at inddæmme pandemien. Det betød, at vi ikke kunne ses i store grupper, og at for længst planlagte fester måtte aflyses – nogle gange med ultrakort varsel. Og pludselig oplevede mange af os et enormt savn efter netop de fester.
Madkulturen, der hører under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, lavede i 2021 en undersøgelse af ’det fælles måltid’, og den viste et tydeligt billede af, at vi tillægger det ’at spise sammen’ højere værdi i dag, end vi gjorde tidligere, hvilket unægtelig hænger sammen med det, at vi blev frataget muligheden.
Forskel på hverdag og fest
Vi er en højskolenation. Foruden sangbogen, så er der mange, der vil tænke på socialt samvær, fællesspisning ved langborde og højt humør, når de tænker på højskolelivet. Og netop fællesspisningen har en høj status i det danske samfund – særligt efter en lang periode, hvor vi har måttet undvære den.
På den ene side er der det mønster, der danner sig i festtelte og fælleshuse rundt om i landet, hvor mange fester er tilbage for fuld udblæsning. Noget andet er det billede, der viser sig i hverdagen, hvor det hele er en kende mindre festligt. Hverdagen er tilbage, og selvom vi havde intentionerne om at ses noget mere, når samfundet åbnede op igen, så er der stadig mange, der er bekymrede og har vænnet sig til at være i en ’boble’.
”Vi har fået skærpet vores sans for vigtigheden af fællesspisning under lockdown. I praksis er vi ikke tilbage for fulde gardiner. Vi danskere sidder meget for os selv og spiser i privaten, men drømmen lever,” siger Anne Glad, livsstilsekspert og forfatter til bogen ’Danskernes mad’.
I dagligdagen er der et stigende forbrug af takeaway – mad der kan spises i en fart og på farten. Anne Glad fortæller, at jo kortere tid vi bruger på at lave mad, des kortere tid bruges der på at spise den, hvilket truer madkulturen og det fælles måltid som et socialt samlingspunkt.
”Det er ikke sundhed og sanselighed, der er i højsædet, når man spiser alene – det er ’functional food’ såsom frysepizza, rugbrød eller takeout,” forklarer Anne Glad og fortsætter:
”Vores måltidskultur er lige så polariseret som alt andet i vores samfund. Højtuddannede har tid og overskud til surdej og er dus med kålrabi og langbordsmiddagen. Og så er der dem, der mister overblikket over, hvad det er, de putter i munden.”
Men ved at spise alene mister man en del af det værdifællesskab, der opstår ved at gøre det sammen. Flere og flere steder bruges fællesspisning som både et socialt, men også et operationelt værktøj med et specifikt formål, nemlig at bekæmpe ensomhed.
Kommuner arrangerer fællesspisning for ensomme ældre, kulturhuset Absalonkirken har dagligt udsolgte pladser til fællesspisning, kirker arrangerer spaghettigudstjenester, og landsbysamfund inviterer til sammenskudsgilde via Facebook.
”Jeg ser mad som en motor for fællesskab. Der er nogle strukturelle greb, der er enormt operationelle, og det fælles måltid faciliteres som en aktiv handling,” siger Anne Glad.
Som det også var tilfældet før pandemien, er der stor forskel på hverdag og fest, så selvom hverdagen måske allerede er kørt lige lovligt hurtigt tilbage i de samme gamle, travle dyder, så er weekendernes fester kun lige begyndt.
Det er lysten, der driver festen
Det er det billede, der tegner sig hos A table story. De kurarterer fester, som af åbenlyse grunde primært foregår i weekenderne, og her er overskuddet til fælles begivenheder som regel noget større end i hverdagen. Virksomheden kan mærke en tydelig forskel på vores forhold til fællesspisning før og efter pandemien. Hvis man tager sommerfester som et eksempel, så er der sket en decideret revolution. Denne sommer har de rygende travlt med festafvikling. Før corona var efterspørgslen på sommerfester minimal.
”Overordnet set ønsker man i dag at samle folk uden årsag. Vi vil bare gerne holde en fest – sommerfester, kærlighedsfester, burger- og boblerfester. Førhen ville man ikke skeje ud på den måde, men det er tydeligt, at der er nogle budgetter, der skal brændes af efter flere års aflysninger og et desperat behov for at ses og feste. Nogle ville måske holde tilbage med en truende finanskrise, men det er ikke vores oplevelse. Folk bruger store mængder penge på borddækning, blomster, dygtige kokke og bartendere,” siger Mette Klüwer-Brøndgaard og fortsætter:
”Ting vi tog for givet før, bliver ikke taget for givet længere. Det er lysten, der driver festen. Årsagen til festen er i langt højere grad uformel. Før sparrede man op i årevis og havde deciderede opsparingskonti til festerne. I dag er ingen anledning for lille.”
Fra formel til farvebananas
Det uformelle smitter også af på selve bordopsætningen. Førhen oplevede A table story, at bryllupper foregik ved runde borde og med højbord. I dag skal det være langborde.
”Det at samles betyder enormt meget for folk. Det er det, der betyder noget – ikke begivenheden. Gæster skal mikses på kryds og tværs, og du skal efterhånden også lede længe efter bordkort,” siger Mette Klüwer-Brøndgaard og fortsætter:
”Dynamikken og stemningen er op til gæsten – ikke dem der arrangerer festen. Det er blevet mere afslappet. Der er ofte ’free seating’ og delemad på store fade, der sendes rundt mellem gæsterne.”
Det er ikke kun bordenes opstilling, der er forandret – også bordopdækningen er vendt på hovedet. Hos A table story oplevede de, at det ikke kunne blive fint nok før coronapandemien. Bordene skulle være guld og krystal, og det skulle skille sig ud fra hverdagen. Efter corona er det en helt anden form for detaljerigdom: Det skal se tilfældigt ud, men intet er tilfældigt.
I dag kan opdækningen ikke blive farverig nok. Ifølge Mette Klüwer-Brøndgaard er det gået fra fast og formelt til farvebananas. Fra nordisk og enkelt til farverigt og vildt. Ofte inspireret af sydlandske fester hvor farverne ofte er i centrum. Det skal være modigt og festligt.